DET ER DIT VALG - KV21

Når de gode historier tager over

18. september 2021, 07.47

Foto: Martin Ballund

ERHVERV Læste I avisen forleden dag? Danfoss flytter yderligere produktion hertil, så vi får over 500 flere arbejdspladser her i kommunen. Læste I avisen i sidste uge? Der fik vores samarbejde med erhvervslivet en 2. plads i hele Danmark. Tingene hænger sammen - og resultaterne er konkrete for os alle sammen: Flere jobs. Flere skatteindtægter. Mere råd til de gode ting.

De sidste fire år har vi, år efter år slået rekord med salg af erhvervsjord

Steen Vindum (V)

Man skal glæde sig sammen i sådanne tider, hvor de gode historier præger billedet. Det er nemlig ikke altid sådan. Her for nogle dage siden, var der et indlæg på min Facebook-side, hvor en vrissen herre ville minde os om den gang, Mascot flyttede deres produktion vestpå til Ikast-Brande. En historie, der »klæber« lidt, når der tales om virksomheder.

Jeg kender ikke detaljerne ved den historie, og tror måske, at den ind i mellem får lidt ekstra gas fra nogle sider. Men jeg kender de nye historier - og de er heldigvis ved at tage over.

Arbejdspladserne flytter nemlig til vores kommune og ikke væk fra den. De sidste fire år har vi, år efter år slået rekord med salg af erhvervsjord, vi har solgt over 1/2 mio kvm - måske den stærkeste erhvervskommune i Jylland. Og vi har sagt velkommen til over 100 nye virksomheder, hvert år - det har medført ca. 2500 nye private jobs her i kommunen.

Der er såmænd ingen grund til at gå og kigge sig lidt flovt over skulderen. Vi har skabt en kultur her i vores by, hvor virksomhederne og borgerne ønsker at være - og de gode historier forstærker den effekt. Jeg tror, at Silkeborg Kommune huskes vidt og bredt for de positive historier, og det synes jeg vi skal glæde os over.

Indlæser debat...