Nekrolog om Maradona: Guds hånd og folkets mand

Diego Maradona døde onsdag. Han blev kun 60 år, men efterlader sig stedsegrønne minder og anekdoter

26. november 2020, 07.15

Diego Maradona blev for nylig opereret for væske i hjernen. I går døde han af et hjerteslag. Foto: REUTERS/Jean-Paul Pelissier

NEKROLOG - Har du set det, spørger min 23-årige søn via mobilen i mørkningen onsdag aften.

Det havde jeg ikke. Så det er en generation, der aldrig har været tæt på Diego Armando Maradona, som fortæller mig, at manden er død.

Han venter i respektfuld stilhed på, at jeg stille kvitterer for nyheden. Mads ved, at den gør indtryk. Ikke fordi jeg selv nogensinde var i nærheden af det lille, argentinske kraftværk. Men fordi jeg med Diegos død har mistet den mest konstante ukonstant i mit fodboldliv. Og verden har mistet den bedste fodboldspiller, der nogensinde har jongleret på denne jord.

Første gang jeg hørte om Diego, var før VM-slutrunden i Argentina i 1978, hvor rygterne gik om et purungt vidunder, som den kæderygende, slikhårede landstræner César Luis Menotti nægtede at bringe i spil, fordi han angiveligt var for ung. Man kan roligt sige, at knægten fra den fattige familie i Buenos Aires-bydelen Villa Fiorito senere fik sin hævn med et verdensmesterskab i 1986 og en sølvmedalje fire år senere.

Vi troede ikke vores egne øjne, da han med to af VM-historiens mest spektakulære scoringer ekspederede England ud af VM-kvartfinalen i Mexico i 1986.

Hans Krabbe, chefredaktør

Vi troede ikke vores egne øjne, da han med to af VM-historiens mest spektakulære scoringer ekspederede England ud af VM-kvartfinalen i Mexico i 1986. Først da han med hjælp fra Guds hånd fistede bolden forbi Peter Shilton. Få minutter senere gik den tætte magiker solo fra egen banehalvdel og afdriblede fem englændere, før han scorede, hvad der siden er kåret til alletiders bedste VM-mål.

Symbiosen med Hoddle

Diegos tyrefægter-agtige dans med og drab på spillets moderland kom kun 51 dage efter, at han havde tryllebundet et pakket White Hart Lane i Nordlondon. Tottenhams elskede argentiner, Osvaldo Ardiles, skulle have sin testimonialkamp for lang og tro tjeneste og havde inviteret det stjernespækkede argentinske landshold til at være med. Men holdet var midt i forberedelserne til VM med testkampe i Norge og Ungarn. Kun én trodsede landstrænerens forbud og sprang i Oslo på flyet til Heathrow for at hylde sin mangeårige landsholdskammerat: Diego. Loyalitet overfor vennerne var han aldrig nærig med.

Hans vinderinstinkt var omvendt proportionalt med hans højde, og han var et comeback-kid af sjældent langtidsholdbar slags

Hans Krabbe, chefredaktør

Folk, der så kampen, glemmer det aldrig. Ikke kun fordi Maradona slentrede rundt langs alle fire tribunesider og skrev autografer og småsnakkede med tilskuerne, mens han holdt en bold i luften. Men også fordi selve kampen blev en oplevelse i, hvordan datidens store, engelske stjerne Glenn Hoddle og Diego klikkede i et nærmest telepatisk sammenspil af en anden verden.

Da var Diego forlængst en fast del af snakken, når vi sad i klubhuset efter træning. På grund af trolddommen med bolden, rygterne om kvinderne, hans venskab med den napolitanske mafia Camorraen. Og misbruget, som vel endte med at koste ham livet. Vi havde forlængst tilgivet ham for, at det var på grund af ham, at bette Allan Simonsen blev skubbet ud af FC Barcelona for at skabe plads til argentineren. Alt i alt blev det til 11 sæsoner i europæisk topfodbold. De fleste mindeværdige. Mellemspillet i Sevilla, da fysikken begyndte at svigte, snakker vi ikke om. Ingen er vel fuldkommen.

Tidligt globalt ikon

Man skal huske, at Diego Maradona blev et globalt fænomen i en tid uden sociale medier. Der var monopol-tv, og der kunne gå uger mellem en international kamp i fjernsynet. Alligevel var vi på fornavn med fyren. Hans vinderinstinkt var omvendt proportionalt med hans højde, og han var et comeback-kid af sjældent langtidsholdbar slags. Trods skandalerne, de utallige dårlige livsbeslutninger og det langvarige forfald, var der til det sidste en aura af sårbarhed over krøllerne. En baggårdskatte-agtig charme, som gjorde, at vi aldrig kunne slå hånden af ham. For han var menneskelig. Det bedste og det værste, arten byder på.

Vi havde forlængst tilgivet ham for, at det var på grund af ham, at bette Allan Simonsen blev skubbet ud af FC Barcelona for at skabe plads til argentineren. Alt i alt blev det til 11 sæsoner i europæisk topfodbold. De fleste mindeværdige.

Hans Krabbe, chefredaktør

Og så skrev han sig i Napoli-årene ind i historien som manden, der tatoverede selvtillid og selvbevidsthed ind i den tumultariske bys fattige og evigt mobbede folkesjæl. Han gjorde ene mand SCC Napoli til italienske mestre og symboliserede napolitanernes fuck-finger til det hovne og hånende Norditalien, der holdt sig for næsen i foragt, når de lyseblå hustlere fra Vesuvs skråninger spillede i Milano og Torino. Det glemmer Napoli ham aldrig for.

Forgudelse og forhånelse

Den epoke er blændende godt beskrevet i britiske Asif Kapadias enestående dokumentarfilm fra 2019. Det forunderlige er, at hverken den korrupte Napoli-formand, den kriminelle Camorra-ven, elskerinden, som han fik en søn med eller den forsmåede hustru taler dårligt om ham. Alle elsker Diego.

Eller. Næsten alle. For skæbnen er en skruppelløs instruktør, og naturligvis var det op til Diego Maradona at sende sit andet fædreland, Italien, ud af VM-slutrunden i 1990 på italiensk grund. På hjemmebanen i Napoli scorede han for Argentina i straffesparkskonkurrencen; ud røg værtslandet, og alle andre steder end i Napoli blev manden lagt for så massivt et had, at det endte med at tvinge ham hjem til Argentina. En Diego classic: Forgudelsen og forhånelsen gik konstant hånd i hånd.

Er man i tvivl om hans langtidsholdbarhed ved Napolibugten, kan man jo driste sig ind i byens snævre gyder. Der er kun få meter mellem vægmalerierne, citaterne og kærlighedserklæringerne til El Diego.

Jeg så det selv for nogle år siden.

Med al lethed i verden vipper han den op på foden, hamrer den så højt op i himlen, at den går i ét med solen. Hvorefter han tæmmer den med sin evigtunge kattepote af et venstreben. Bolde var forelskede i Diego.

Hans Krabbe, chefredaktør

Det pudsige er, at han så sent som søndag sidst på eftermiddagen på en måde dukkede op i min stue som en birolle i Paolo Sorrentinos fine film »Youth« på DR2. Her spiller den argentinske skuespiller og look-alike Roly Serrano en grotesk overvægtig Maradona med en kvindelig assistent, der trækker hans iltapparat på en sækkevogn. I en rørende scene får den fede, vraltende skikkelse øje på en forladt tennisbold. Med al lethed i verden vipper han den op med sin kattepote af en venstrefod og hamrer den gentagne gange så højt op i himlen, at den går i ét med solen. Det var film. Men det kunne have været sådan. For bolde var forelskede i Diego.

For nylig blev Diego Maradona opereret for væske i hjernen. I går døde han af et hjerteslag under sin rekonvalscens.

I dag sørger en stadigt mere og mere konform og renskuret fodboldverden over tabet af et utæmmeligt fænomen, der brugt af sig selv, indtil hovedstolen var væk.

Heldigvis lånte Diego Guds hånd tilbage i 1986 - en generation før VAR.

Tænk, hvad vi var gået glip af, hvis teknologi og nidkære officials havde kvalt myten i fødslen.