Tyve klippede hul i flere varevogne

23. januar 2020, 11.29

Det er ikke første gang, at tyve har klippet hul i varevogne for at skaffe sig adgang til værktøj. De fremgangsmåde har Østjyllands Politi set tidligere.

HAMMEL I løbet af onsdag aften og natten til torsdag, har en eller flere tyve været på rundtur i Hammel med en form for værktøj, som kan klippe hul i biler. Det er både gået ud over en varevogn, som holdt parkeret på Haurum Byvej og en varevogn på Elkjærvej. I det første tilfælde nåede tyvene kun at klippe hul i døren, før de forsvandt uden at tage noget med sig fra vognen, som er ejet af et lokalt tømrerfirma. I det andet tilfælde slap tyvene afsted med diverse tømrerværktøj efter at have klippet hul i bagdøren til varevognen, som holdt parkeret på Elkjærsvej. Hvis nogen har set noget mistænkeligt i området imellem klokken 17 onsdag aften og klokken 7 torsdag morgen, vil Østjyllands Politi gerne høre om det på tlf. nr. 114.

- bes