Smukfest udvider - ekstra 7000 gæster skal ind i bøgeskoven

Udbygning skal ske over nogle år - i 2020 regner festivalforeningen med at kunne sælge billetter til ekstra 2500 gæster

12. august 2019, 19.48

De tre rock-bedstemødre Anne, Sanne og Lis fik æren af at lukke og slukke på Bøgescenerne. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

SKANDERBORG Da de tre rockkoryfæer Anne, Sanne og Lis sent søndag aften lukkede og slukker årets Smukfest, var det sidste gang, publikum overværede en koncert på Bøgescenerne, som de kender dem.

Fra næste år vil Bøgescenerne være rykket 45 meter tilbage, så der er plads til endnu flere gæster, fortæller talsmand for festivalen Poul Martin Bonde.

Festivalen har nemlig aftalt en ny tiårsplan med Skanderborg Kommune, der udlejer skoven.

Kommunen har givet tilladelse til, at Smukfest i løbet af de næste fire år øger antallet af gæster med cirka 7000.

Ifølge festivaltalsmand Poul Martin Bonde er udvidelsen den eneste mulighed, hvis ikke festivalen skal sætte billetpriserne op.

- I år bruger vi 56 millioner kroner på musikken og 50 millioner kroner på at anlægge pladsen. Hvis vi skal blive ved med det, så skal vi enten sætte billetprisen eller prisen på drikkevarerne op, eller vi kan lukke flere mennesker ind, så der er flere til at dække udgifterne, siger han.

2500 ekstra billetter i 2020

I 2020 regner man med at kunne sætte 2500 ekstra billetter til salg.

Cirka 55.000 har i år været forbi festivalen, og udvidelsen vil således kunne få det tal op over 60.000 gæster de kommende år.

Udvidelsen af Bøgescenerne betyder, at Smukfest kan tilbyde de store kunstnere bedre sceneforhold, end de har på nuværende tidspunkt.

- Det er faktisk sådan, at vi ind i mellem oplever, at de orkestre, vi har booket, ikke kan sætte deres produktion op på vores scener, siger han.

Formanden frygter ikke, at det vil komme til at gå ud over stemningen på festivalen, da den i hans øjne allerede har mistet det intime.

- Det skal absolut være i stærke og smukke rammer, men vi er jo ikke en intim festival længere, siger Poul Martin Bonde.

Skanderborgs borgmester, Frands Fischer (S), siger, at skoven sagtens kan klare flere gæster, men der er også en grænse.

- Vi vil selvfølgelig sikre Dyrehaven, så den er, som den plejer. Men med den indsats Smukfest gør, så vil det ikke være noget problem. Udvider man igen med 7000 om ti år, så kan det godt være, byrådet vil tænke noget andet. Det er klart. Skal man udvide ud over det aftalte, så skal der laves yderligere tilpasninger i skoven, og det har jeg svært ved at se, siger han. /ritzau/

De tre rock-bedstemødre Anne, Sanne og Lis fik æren af at lukke og slukke på Bøgescenerne. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix Helle Arensbak
Næste år præsenteres efter planen nye bøgescener, der trækkes 45 meter tilbage og dermed giver plads til mange flere tilskuere - som de glade Nephew-fans her. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix Helle Arensbak
Nephew har givet sin sidste koncert i ubestemt tid. Så Kvamm og co. skal nok ikke ventes blandt de bands, der næste år springer op på de nye bøgescener. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix Helle Arensbak
Hyggen under bøgetræerne vil ikke gå fløjten med en lidt større festival, er meldingen fra festivalledelsen. Her en hyggestund fra weekenden, hvor Ziggy Marley spiller reggae på Bøgescenen, så de store smil kom frem. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix Helle Arensbak
Smukfest i Skanderborg omsatte i 2018 for cirka 190 millioner kroner. (Arkivfoto) Helle Arensbak/Ritzau Scanpix