Fokus på klimahandling og rekruttering af medarbejdere

13. januar 2022, 12.56

FOKUSOMRÅDER Så er vi kommet godt ind i det nye år og en ny byrådsperiode på fire år er begyndt. Det er nu, vi med en ny socialdemokratisk borgmester, skal til at se og opleve forskellen på den tidligere periode.

På den måde var det helt rart at se Mette Frederiksens nytårstale med fokus på, hvordan vi konkret kan løse de store udfordringer på klimaområdet og med at rekruttere og fastholde medarbejdere til velfærdsområderne. Udfordringer som Danmark, men så sandelig også Silkeborg Kommune, står med. Det må en socialdemokratisk borgmester da sætte fokus på.

Er det virkelig sådan, at De Radikale, Socialdemokraterne og SF mener, at de mest presserende udfordringer Silkeborg Kommune står med er, hvordan vi yderligere kan promovere os som outdoor-kommune?

Søren Thomsen

Så er det man bliver træt og skuffet, når man ser på konstitueringen og nedsættelsen af et såkaldt §17 stk. 4 udvalg (et midlertidigt politisk udvalg, som en kommunalbestyrelse i henhold til Styrelsesloven kan nedsætte til at varetage særlige opgaver). Man vil efter pres fra De Radikale nedsætte et §17 stk. 4 udvalg, der skal arbejde med Silkeborg som outdoor-kommune. I den foregående byrådsperiode har et tilsvarende udvalg netop afsluttet sit arbejde.

Er det virkelig sådan, at De Radikale, Socialdemokraterne og SF mener, at de mest presserende udfordringer Silkeborg Kommune står med er, hvordan vi yderligere kan promovere os som outdoor-kommune??

Enhedslisten mener, at der skal nedsættes et §17 stk. 4 udvalg med fokus på, hvordan vi i kommunen kan få reelle handlinger på klimaområdet. Efterfølgende eller måske sideløbende hermed skal der nedsættes et udvalg til at arbejde med rekruttering af medarbejdere til velfærdsområderne. Et sådant udvalg skal bestå af såvel nogle politikere men især af folk udefra med viden om og ideer til, hvordan vi kan tiltrække flere medarbejdere til området og uddannelserne og fastholde de medarbejdere, vi allerede har. At Silkeborg Kommune er voldsomt udfordret på at få medarbejdere, understreges af kommunens personalechef i TV2 Østjylland: »Hver tiende stilling på ældreområdet er ubesat«.

Så Helle Gade, det er nu, du skal sætte foden ned, slå en streg i sandet og vise vejen for Silkeborg Kommune. Få nedsat et §17 stk. 4 udvalg med handlinger på klimaområdet som arbejdsområde og et tilsvarende med fokus på rekruttering af medarbejdere til velfærdsområderne.

Lad så de radikale hygge sig med at diskutere Silkeborg som outdoor-kommune, hvis de virkelig mener, at klima og rekruttering til velfærdsområderne ikke er vigtige udfordringer i Silkeborg.

Indlæser debat