Klimaskeptikerens øregas

6. december 2019, 12.54

KLIMAET I den senere tid (sidst den 3. december) har der været flere debatindlæg i MJA af hr. Mogens Nielsen (MN) med den noget selvhøjtidelige titel »Retningsfaglærer i matematik, fysik og kemi emeritus«.

I diskussionen om atmosfærefysikken minder jeg om, at hver enkelt gasart med hver sin molekylvægt følger Boltzmanns fordelingslov, som er en eksponentiel funktion af højde og temperatur. Det gælder også for drivhusgasserne CO2, metan og vanddamp - den sidste dog med den tilføjelse, at vandet kan kondensere og danne skyer, der har en anden fordeling.

Alt dette indgår selvfølgelig i forskernes computermodeller. Når man ofte ser forenklede modeller, hvor drivhusgasserne ligger som et lag oppe i atmosfæren, er det fordi det letter overskueligheden i forståelsen af Jordens varmeudstråling til himmelrummet, som ikke er særlig afhængig af fordelingen.

I modsætning til ilt og kvælstof kendes drivhusgasserne på, at de er mere eller mindre uigennemsigtige i det infrarøde område af spektret (varmestråling). Derved holder de på den indstrålede solvarme (i det synlige område). Det er altså ikke »øregas«, MN!

Det som pikerer mig er, at MN hævder, at der ikke findes nogen videnskabelig udredning, som viser, at CO2 er skyld i klimaændringerne.

Bare tænk på papirbunkerne ved FN’s klimatopmøder, sidst COP19. Tænk på billederne af smeltende gletchere. Eller ishavet, hvor skibsfarten og militæret forbereder sig på isfri sejlads. Og tænk på tørken i Australien og Sydafrika.

Med hensyn til de potentielle stigninger i havniveauet henviser MN til de forrige mellemistiders stigninger på 2-2,5 meter som følge af ændringer i Jordens bane om Solen. Jeg skal ikke her anfægte teorien om de såkaldte Milankovitch-cykler, der kan være relevante så længe CO2-koncentrationen var på det førindustrielle niveau 285 ppm. Men det stiger og stiger og er nu over 400 ppm som følge af afbrænding af fossile brændsler.

Problemet med skeptikerne (og især de uvidende masser og de ligeglade) er, at temperaturstigningen går så langsomt, at mange ikke tror på det, før det er for sent. Og forskerne er bange for, at vi på grund af selvforstærkende effekter allerede er nået grænsen, hvor der ikke er nogen vej tilbage - de såkaldte tipping points.

Fortsætter afbrændingen af fossile brændsler, vil isens afsmeltning i Grønland give havstigninger på 7 meter, og med Antarktis yderligere ca. 60 meter. Det foregår allerede, men uanset at det måske varer 2-300 år, er konsekvenserne så grufulde, at vi må støtte alle anstrengelser for at bekæmpe CO2-udledningerne.