Tidligere SIF-spiller vil hjem til gravid kæreste: Køber sig fri af kontrakt med norsk klub

8. september 2020, 08.44

Tobias Salquist vender hjem til Danmark. Foto: Jakob Stigsen Andersen

Fodbold Tobias Salquist vender snuden hjem mod Danmark.

Den 25-årige forsvarsspiller med fortid i Silkeborg IF har købt sig fri af kontrakten med den norske traditionsklub Lillestrøm, der nu spiller i den næstbedste række.

- Det gør jeg, fordi jeg ønsker at give noget tilbage til klubben. Jeg har haft det fantastisk i Lillestrøm, og jeg kommer til at savne både klubben og fansene. Men for mit vedkommende så passer det bedre at flytte hjem til Danmark nu. Jeg ønsker alt godt til klubben i fremtiden, siger Salquist til Lillestrøms hjemmeside.

Tobias Salquist vender hjem, fordi han vil tættere på sin gravide kæreste i Jylland, og han håber snart at have sin nye klub på plads.

I sidste uge var han på prøvetræning i Esbjerg, så det kunne godt være et godt bud på en kommende arbejdsgiver.

Den norske klub ønsker Tobias Salquist held og lykke med fremtiden.

- Vi har haft en dialog med Tobias i et stykke tid og blev nu enige om, at dette er den bedste løsning for begge parter. Han har også bidraget ved at betale sig ud af kontrakten, siger sportschef Simon Mesfin.