SIF-profil på uvant plads bidrog til dansk storsejr

Mads Emil Madsen kom ind fra anden halvlegs start, da Danmarks U21-landshold besejrede Malta i EM-kvalifikationen

19. november 2019, 20.13

Danmark havde ingen problemer med at besejre Malta tirsdag aften. Mads Emil Madsen kom ind på venstre back fra anden halvlegs start og gjorde en god figur. SIF-profilen var blandt andet med i scoringen til slutresultatet 5-1. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FODBOLD Det danske U21-landshold hentede tirsdag aften den femte sejr af fem mulige i EM-kvalifikationen, da danskerne besejrede Malta med 5-1 på hjemmebanen i Aalborg.

Dermed topper de danske spillere gruppen med 15 point efter fem kampe. Malta derimod ligger i bunden af gruppen med kun et enkelt point. Danskerne har fem point ned til gruppens nummer to, Rumænien.

Jacob Bruun Larsen bragte Danmark foran efter blot 30 sekunders spil i første halvleg, og efter tre minutter sendte Victor Nelsson bolden i mål efter et hjørnespark.

Den tidlige målfest fortsatte, da den 20-årige angriber Jens Odgaard bragte danskerne foran med det tredje mål. Med få minutter tilbage af første halvleg begik Maltas Matthew Guillaumier straffespark, og det udnyttede Bruun Larsen til at bringe Danmark på 4-0.

Kort inden pausen stod Maltas Nicholas Pulis for første halvlegs flotteste mål med et perfekt spark udefra og fik udeholdet på måltavlen.

Efter en lidt mere rolig start på anden halvleg satte Andreas Skov Olsen et mål ind til 5-1. Den scoring havde SIF-profilen Mads Emil Madsen, der kom på banen lige efter pausen, en ganske stor andel i. Midtbanespilleren var gået med frem fra en uvant position på venstre back og skabte målet med en flot aflevering tilbage i feltet.

SIF-spilleren havde også to pæne chancer i slutfasen, men malteserne fik stoppet blødningen.

EM-slutrunden for U21-landshold spilles i Ungarn og Slovenien i juni i 2021.

De ni gruppevindere samt den bedste toer på tværs af grupperne kvalificerer sig direkte sammen med værtslandene.

De resterende otte toere spiller playoffkampe om de sidste fire pladser.

/ritzau/