Ry Outdoor-arrangør: Mit hjerte bløder

Først blev Ry Outdoor flyttet fra Pinsen til august, men nu har verden igen forandret sig

7. april 2020, 10.09

Grundlæggeren af Ry Outdoor, Isabel Morgenstern, vil nu mødes med holdet bag festivalen og diskutere, hvorvidt festivalen skal arbejde videre med en løs dato, og om der kan være andre muligheder, som kan tages i brug i den ekstraordinære situation, som har lagt hele oplevelsesbranchen ned . Foto: Jakob Stigsen Andersen

RY - Man lærer godt nok at leve i nuet i den her tid. Alt kan ændres fra den ene dag til anden. Det er hårdt, og mit hjerte bløder for alle ildsjælene i eventbranchen, som bliver ramt af det her, siger medindehaver af Ry Outdoor, Isabel Morgenstern.

Hun er dybt berørt af regeringens udvidede forsamlingsforbud, som betyder, at mange af Ry Outdoors samarbejdspartnere er tvunget i knæ, og at festivalen selv står over for svære beslutninger.

- Vi har brugt fire uger på at få flyttet aftaler og gjort alt klar til, at vi kunne flytte Ry Outdoor fra Pinsen til august. Nu er den mulighed, der ikke længere, og vi skal finde ud af, hvad vi så kan gøre, siger Isabel Morgenstern.

I dag holder hun krisemøde med festivalens samarbejdspartnere. Alle muligheder skal vendes og forventningen er, at Ry Outdoor kan komme med et nyt bud på, hvad der nu skal ske i ugerne efter påske.

-Lige nu afventer vi regeringens gradbøjning af forsamlingsforbud. Hvad betyder det for en festival som os, som jo ikke samler 50.000 mennesker foran en scene, men som er langt mindre og mere spredt ud i naturen? Vi vil på ingen måde bevæge os ud på gyngende grund, siger hun.

Isabel Morgenstern tror ikke på, Ry Outdoor kommer til at melde en ny fast dato ud foreløbig.

- Vi vil i stedet se på, om vi skal arbejde med en løs dato, så vi kan vente med at finde en ny dato, indtil der bliver løsnet op for forsamlingforbuddet, siger hun.

Stor respekt og dybt berørt

Isabel Morgenstern har stor respekt for regeringens håndtering af coronakrisen og forståelse for forsamlingsforbuddet samtidig med, at hun dybt berørt af situationen.

- Alt det her viser hvor sårbare, vi er som mennesker. Hele den moderne verden, som vi kender den, er blevet sat over styr i løbet af få uger. Midt i alt det glæder jeg mig over at opleve, hvordan vi bakker op om hinanden og prøver at finde nye løsninger og muligheder sammen, siger hun.

Når arrangørgruppen bag Ry Outdoor mødes i dag, vil hun foreslå, at brugerne i endnu højere grad end tidligere bliver taget med på råd, når nye muligheder skal afsøges.

- Vi oplever lige nu massiv interesse fra omverdenen. Det åbner nye muligheder, og vi brug for at stå sammen og finde på nye måder at gøre ting på lige nu, siger Isabel Morgenstern.

Salget af armbånd til Ry Outdoor har været stabilt på trods af den seneste tids usikkerhed.