- Det er da fedt, når andre stopper op og kigger efter bilen

Helt fra barnsben har Pernille Kallesøe, salgsassistent hos Lord Nelson, været interesseret i biler. I slutningen af teenageårene var hun blandt andet eventpige for et bilmagasin og for nylig investerede hun og kæresten i en Audi A7 Quattro, som parret blandt andet deltager i biltræf med

6. oktober 2019, 15.00

Pernille og kærestens Audi A7 Quattro er en »sporty luksusbil«, der har undergået en større forandring, siden den forlod fabrikken i 2012. Den tidligere ejer har således brugt en del ressourcer på at »sænke bilen«, skifte bremsekalibre og personliggøre bilens indre. Herudover har bilen fået en coating, der får vandet til at prelle af.

Koblingen mellem en kvindelige salgsassistent hos herretøjsbutikken Lord Nelson og en potent bil med tyske aner, der gør sig bedre på den tyske autobahn end de midtjyske landeveje, kan være svær at få øje på.

Men ikke når salgsassistenten hedder Pernille Kallesøe og bilen er en Audi A7 Quattro.

Duoen - der i virkeligheden er en trio idet Pernilles kæreste Søren også har del i selskabet - kan opleves rundt omkring i det midtjyske, hvor specielt bilen vækker opsigt.

- Det er da fedt, når andre stopper op og kigger efter bilen og siger: »Hold kæft, det er en fed bil«, fortæller Pernille Kallesøe og smiler.

Nej tak til mikrobil

Hun er født og opvokset i Silkeborg, hvor hun blandt andet gennem sin storebror fik interesse for biler.

- Han har altid »gået og skruet« i noget. Han havde scooter og bil, så jeg er nok altid blevet præget lidt i den retning, siger Pernille, der også har en onkel, der er mekaniker.

Det er dog ikke almindelige familiebiler, der har hendes store interesse. Interessen gælder mere gamle biler, »luksusbiler« eller biler, der er gjort noget ved.

Så da hun og kæresten skulle investere i bil - i øvrigt Pernilles første - var de enige om, at det ikke skulle være en lille mikrobil. Da bilen heller ikke skulle bruges til at fragte Pernille til og fra arbejde i eksempelvis Herning eller Aarhus, var brændstoføkonomien heller ikke et emne, parret brugte lang tid på at diskutere.

Kører rigtig dejligt stærkt

At det blev en Audi A7 Quattro, de kastede deres kærlighed på og valgte at blive »forældre« for, var dog lidt en tilfældighed.

- Det var helt spontant. Min kæreste så den på Bilbasen, og så skulle vi egentlig bare forbi for at se den. Men sælgeren foreslog, at vi satte os ind og kørte en tur. Og så var vi bare helt solgt, siger Pernille.

Efterfølgende blev det til yderligere tre-fire køreture og økonomiske beregninger, inden parret slog til.

- Min søde kæreste kunne ikke glemme tanken, og bilen lå da også hele tiden i baghovedet på mig, siger Pernille.

Så det endte med, at parret for alvor tog bilen til sig. En bil Pernille Kallesøe betegner som en »sporty luksusbil«, der kan køre stærkt. Rigtigt dejligt stærkt.

- Den kører bare godt og kommer hurtigt op i fart, siger hun, der råder over bilen til hverdag, hvor hendes kæreste, der er tømrer, dels kører med sin makker, dels er »udekørende« flere dage i træk.

Eventpige for bilmagasin

- Men i weekenden, er det min kæreste, der vasker, pudser og nusser om bilen. Og så kører vi til biltræf og møder andre, der har samme interesse. Det bliver en måde at slappe af på, siger Pernille.

Her er det i øvrigt på sin plads at indskyde, at det med biltræf, ikke er nyt for Pernille. Som 17-årig handelsskoleelev fik hun en god veninde, der altid havde interesseret sig for biler, og trak Pernille længere ind i biluniverset. Blandt andet blev Pernille sammen med veninden »eventpige« for Bilmagasinet V-Max. Et arbejde, der blandt andet bestod i at være med til biltræf og skabe opmærksomhed omkring nogle af de events, der var på programmet. Som eventpige har Pernille også kørt landet rundt for at deltage ved arrangementer på diskoteker, hvor hun dels skulle være med til at skabe opmærksomhed omkring V-max, dels - for med egne ord - at sikre, »at folk havde en fest«.

Bilen er vores barn

Kombinationen af biler, fest og kvindelige former vil sikkert få en og anden til at tro, at Pernille som eventpige har poseret let påklædt på utallige motorhjelme. Intet er dog mere forkert.

- Hvis der er noget, bilentusiaster ikke bryder sig om, så er det, at folk rører ved deres biler. Så skulle der tages billeder, hvor jeg skulle være med, så stod eller sad jeg typisk ved siden af bilen, siger Pernille, der lagde jobbet som eventpige på hattehylden, da hun blev ansat hos Lord Nelson.

Nu bruges fritiden på kæresten Søren og parrets Audi A7 Quatro, der trods karakteristikken som sporty luksusbil, også kan fungere som familiebil.

- Vi har da talt om, at der måske skal træk på, så vi kan trække en campingvogn eller trailer. Og hvis der en dag kommer børn, så tror jeg godt, vi også kan bruge den som familiebil. Der kan i hvert fald godt være en barnevogn bagi, siger Pernille og tilføjer med et grin.

- Men indtil videre er det bilen, der er vores barn.