Midtjyske Meninger: Bevar de dumme svin

17. juni 2020, 12.16

Foto: Jakob Stigsen Andersen

For år tilbage besøgte jeg Moskva sammen med tre gode venner. Eller rettere sagt kammerater, som man jo siger på de kanter. Det var en spændende tur og et interessant rejsemål, som bestemt kan anbefales trods Moskvas bidende kulde. Vores besøg var i november måned. Der var koldt. Billetterne var billige.

På turen besøgte vi blandt andet en kirkegård. Ikke en traditionel kirkegård, men en kirkegård for statuer og monumenter. Her var alle kammeraterne fra de glade sovjetdage samlet. Efter Sovjetunionens sammenbrud blev tusindvis af statuer og monumenter revet ned. En del af dem er bevaret på denne kirkegård i det indre Moskva. På den måde har man behandlet monumenterne med større respekt end de millionvis af menneskeliv, de hver især har på samvittigheden. Lenin var der, Stalin var der, Bresjnev og sågar Trotskij. Banditter og forbrydere hele bundet, der ikke fortjener andet end at havne på historiens losseplads.

Alligevel var vi glade for at se dem. Ligesom vi standsede op og betragtede Lenin på en lang række af de ellers utroligt smukke undergrundsstationer, som Moskva er så rig på. For statuer, buster og monumenter giver anledning til drøftelser. Hvorfor hænger Lenins portræt i undergrunden? Hvilke grusomheder var det nu Stalin stod bag? Hvem var Trotskij osv. Det er derfor med stor ærgrelse, jeg nu ser, at statuer verden over rives ned. I England, Belgien, USA. Vi skal lære af historien - ikke glemme den. Problemer forsvinder ikke ved, at vi gemmer dem væk. At rive statuer ned og smadre monumenter stopper dialogen. Det er ikke det, verden har brug for.

Også i London er der statuer. På Trafalgar Square skuer admiral Nelson ud over byen. Englænderne elsker ham og han bliver næppe revet ned lige foreløbig. Jeg har besøgt London. Blandt andet med min farfar. Hver gang vi passerede Trafalgar Square, lød det: »der står Nelson - det dumme svin«. Og så fik jeg historien om admiral Nelson og Københavns bombardement. Verdens første terrorbombning. Noget vi desværre aldrig havde hørt om i skolen, men som vi heldigvis fik fortalt her. Således er der også en skyggeside ved Nelsons ellers fornemme monument. Det er der ved de fleste.

I Silkeborg kan vi trods alt tage diskussionen med nogenlunde sindsro. Vi har så få statuer, at vores største problem er at placere den eneste ene. Drewsen.

Lad dette være en opfordring til at rejse nogle flere. Og lad os blot starte med en, som ingen kan have noget imod. En person, som alle silkeborgensere holder af. Morten Bruun. Simpelthen. Bruun har skrevet en fremragende og særdeles anbefalelsesværdig bog om engelske stadions. Herunder også mange af de statuer, der er rejst foran stadions. Hvis du ikke har læst den, så læs den. Har du læst den, så læs den igen. Og rejs en statue foran Jysk Park. Der er åbenbart penge nok. Bare spørg i finansministeriet…