Stjær i finalen om at blive årets landsby

En høj grad af borgerinddragelse har imponeret Landdistrikternes Fællesråd, så Stjær er med i opløbet om at blive Årets Landsby

2. juli 2021, 11.18

STJÆR Det er 25. gang, at Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark kårer »Årets Landsby«.

Denne gang konkurrerer landsbyerne om at være »Den nytænkende landsby«, og Stjær er nået til finalen i konkurrencen.

Stjær har cirka 1000 indbyggere, og landsbyens helt store stolthed er »Bæredygtighed for alle - Grønne Handleplaner«, der blev skudt i gang 30. januar 2020 med støtte fra Landdistriktspuljen.

Tiltaget rummer blandt andet vilde havevandringer, grupper for el-bil interesserede, indsamling til to ladestandere og samarbejde med Reno Syd, der førte til en reduktion på 38 procent i mængden af restaffald.

Desuden har landsbyen spillet corona-banko, holdt digital kirke-kaffe og etableret en hotline for ældre, så de blev koblet på den digitale bølge, ligesom de har lavet velkomstpakker for tilflyttere.

I en pressemeddelelse skriver komitéen, at de er blevet »overvældede af Stjærs evne til professionelt og med høj borgerinddragelse at tage sig af den grønne omstilling - komplet fra affaldsreduktion til undervisning i børnehøjde«. Samtidig har Stjær arbejdet kreativt og nytænkende med den grønne omstilling og på yderst inspirerende via arbejdet »med« og ikke »mod« omstændighederne vedrørende corona.

Stjær er i finalen sammen med Skovsgård i Jammerbugt Kommune, Broagerland, der er en klynge af landsbyer i Sønderborg Kommune.

Den 21. august får Stjær besøg af juryen, der kårer vinderen umiddelbart efter.