En særlig ære til tre Favrskov-hunde

De tre islandske fårehunde er kommet på frimærker

18. september 2019, 14.00

De tre islandske fårehunde Gaia, Blida og Pila fra Hadsten har opnået den særlige ære at komme på frimærker.

FAVRSKOV Hundene i Favrskov Kommune kan løfte halespidsen lidt ekstra i denne tid. For nu har tre af deres artsfæller opnået den særlige ære at komme på frimærker.

Post Nord har netop udsendt et frimærke, der prydes af de tre islandske fårehunde Gaia, Blida og Pila fra Hadsten. Hundene er besøgshunde og terapihunde på Hammel Neurocenter, og ejeren, Anne Bjerre Lauridsen, er naturligt nok stolt af dem.

- Mine hunde gør, at jeg får nogle livsbekræftende oplevelser, som jeg ellers aldrig havde fået. Jeg møder for eksempel børn ramt hjerneblødning, som finder deres første ord, efter de har mødt hundene. Det er så stort, at mine hunde nu er på frimærke, siger hun.

Den yngste af de tre, lille Pila, blev desværre syg i foråret og er her ikke mere. Men hun har fået et smukt minde på det nye frimærke, der er det første i en serie om danskernes hunde. sinn