Byrådets kommende budgetforhandling

Udgivet:03. august 2022, 09.10

Læsetid:1 minut

Af Henrik Steffens Kredsstyrelsesmedlem i Silkeborg Lærerforening

KOMMUNEØKONOMI Dukker han op?

Det er H.C Andersens dreng fra »Kejserens nye klæder«, jeg tænker på.

Ham, der i en spiddende sætning piller forstillelsens hykleri ned af piedestalen. Han må meget gerne dukke op til Silkeborg byråds kommende 1. behandling af næste års budget.

For med den »happy go lucky«-retorik der blandt andet fremsiges i Midtjyllands Avis om, at der egentlig ikke er et budgetproblem - kun udforinger, eller »…. det bliver svært, og nogle svære valg skal tages, men vi skal nok komme godt i mål« og så videre, så kalder det på en, der klæder forstillelsen af.

Alle med indsigt i emnet har i årevis fortalt og dokumenteret, at Silkeborg kommune har driftet ud fra et kronisk underfinancieret spekulationsbudget.

Nu er det jo sådan, at en kommune ikke som en bank kan spekulere med kapital, men den kan spekulere i kvalitet og navnlig i medarbejdernes tid.

For der er kun de to parametre, når en leder skal finansiere sin underfinansierede hverdag.

Det bliver der i den grad. Med Silkeborg Lærerforenings formand Niels Jørgen Jensens debatindlæg i Midtjyllands Avis 28. juni in mente, så er konsekvensen af et spekulationsbudget, at man tvinger lederne til at begå lov- og/eller overenskomstbrud for at få hverdagens økonomi til at hænge sammen.

Analog Kejseren ved alle godt rigtigheden af at dette blik passer et langt stykke af vejen, men vælger som Kejseren at forsætte forstillelsens skuespil. For man holder mund, gør man.

Når voksne med indsigt ikke kan ændre Kejserens skuespil, så må der jo uskyldens rene børn til.

Så mon den lille dreng dukker op, så vi kan få en ærlig, offentlig samtale om, hvorledes vi får økonomien til at hænge sammen uden lov- og overenskomstbrud?

Indlæser debat