Teaterprojekt udsat på ubestemt tid

Fejringen af jubilæet for Befrielsen i Engesvang ramt af corona-fare

15. marts 2020, 13.35

Stig Skovbo, formand for Engesvang Musikforening, er bekymret for corona-faren også kan spænde ben for et planlagt alsangs-arrangement 4. maj. Foto: Hans Jørgen Hansen

ENGESVANG Forberedelserne til en teaterforestilling i Engesvang i anledningen af befrielses-jubilæet til maj er udsat.

Det sker på grund af faren for corona-smitte, oplyser Stig Skovbo, som er formand for Engesvang Musikforening og en af initiativtagerne til markeringen af jubilæet.

- Vi var i gang med forberedelserne til forestillingen »Krigens Øjeblikke«, der skulle have været spillet de første dage i maj; men med de opfordringer, der kommer fra myndighederne, samler vi selvfølgelig ikke de medvirkende til prøver. Derfor lukker vi ned indtil videre, siger Stig Skovbo.

Han tør ikke gætte på, hvornår forestillingen kan blive en realitet.

- Om så restriktionerne blev ophævet efter de foreløbigt varslede 14 dage vil vi ikke kunne nå at gøre forestillingen færdig. Vi ved heller ikke, hvor længe den nuværende situation vil fortsætte, så vi kan ikke sige noget om, hvornår forestillingen kan blive til noget, siger Stig Skovbo og tilføjer:

- Det er klart, at vi vil stable det på benene engang. Vi har et spændende teaterprojekt med en spændende historie, spændende manuskript og nyskrevet musik. Selvfølgelig skal det gennemføres på et tidspunkt. Vi ved bare ikke hvornår. Vi håber på alle måder, at situationen hurtigt ændrer sig, men hvis vi skal nå at lave forestillingen inden sommerferien, så skal vi kunne genoptage prøverne umiddelbart efter påske. Men nu må vi se.

Det store alsangs-arrangement 4. maj er også i fare for aflysning.

- Vi har jo en vision om at mellem 1000 og 2000 mennesker kommer til alsang rundt om Bølling Sø. Alle vil ikke stå lige op ad hinanden, og det bliver i fri luft. Men mange mennesker vil alligevel være tæt på hinanden, så der er risiko for smittespredning. Og hvis anbefalingerne fra sundhedsmyndighederne ikke ændrer sig i den gode retning, bliver vi også nødt til at aflyse den del af festen.