Tricktyveri i smykkebutik

Wienberg Guld & Sølv i Søndergade frastjålet to guldkæder

10. juli 2019, 08.30

Foto: Martin Ballund

SILKEBORG En mand kom tirsdag klokken 10.45 ind i smykkebutikken Wienberg Guld & Sølv på Søndergade i Silkeborg.

Han ville se nærmere på en ring til sin kone, og det skulle være 14 karats guld.

Han spurgte ind til vægten på ringen, og derfor hentede ekspedienten en vægt i baglokalet. Ringen blev vejet, og manden svarede, at han ikke ville købe ringen med det samme. Han ville have sin kone med.

To guldkæder

Ekspedienten fornemmede, at der var noget uldent ved situationen. Han kiggede runde i butikken og opdagede, at der manglede to guldkæder.

På overvågningskameraet fandt han ud, at det var manden, der ville købe en ring til sin kone, der havde taget dem.

Manden beskrives som sydeuropæisk af udseende, 30-35 år gammel, 170-175 centimeter høj, spinkel af bygning med kort brunt hår og iført en sort ruskindsjakke og sorte bukser i gerningstidspunktet.