Fed butik på vej: Spilbutik går nye veje for at åbne igen i Silkeborg

Tidligere Gamestop-manager Karsten Larsen har fået nej i bankerne til at låne penge til ny spil- og oplevelsesbutik i Silkeborg. Nu satser han i stedet på crowdfunding, og ambitionerne er store

30. oktober 2020, 10.56

- I min tid i Gamestop opbyggede vi et meget stort kundeklientel, der har vist sig at være enormt loyale, ligesom der er opbygget en masse relationer. Derfor tror vi, det her kan lade sig gøre, siger Karsten Larsen - her ved butikslokalet på Søndergade.

SILKEBORG I 14 år drev Karsten Larsen Gamestop-butikken i Silkeborg som store manager. Kæden valgte imidlertid 16. maj at lukke alle butikker i Danmark, men Karsten Larsen brænder for at komme i gang igen.

Derfor har han udset sig et butikslokale på Søndergade til en ny lokal spil- og oplevelsesbutik. Den idé er bankerne lun på, men kun hvis han skaffer startkapital.

- Jeg har gået i mange år og drømt om at åbne en butik selv. Den plan tog form efter den 16. maj, hvor mit mål har været at bygge et godt projekt op. Jeg talte med en masse dygtige mennesker, der ved noget om de ting, jeg ikke selv gør, og jeg fik lagt et godt budget. Derefter var jeg klar til at snakke med banker.

Crowdfunding

Er en måde, hvorpå man kan rejse penge til et projekt eller en virksomhed ved at indsamle både store og små bidrag fra en større gruppe bidragsydere typisk via en crowdfunding-platform på internettet.

- Jeg har været i kontakt med tre forskellige banker, der alle synes, at det er et fantastisk projekt og er glade for min passion. Men lige pt. kan de ikke hjælpe, fordi de mener, at jeg kommer med for lidt kapital, konstaterer Karsten Larsen.

Det fik ham til at indlede et samarbejde med Rasmus Munch fra Fundraiseren. De har nu sammen kastet sig ud i et projekt med at indsamle 200.000 kroner via crowdfunding. Indsamlingen hedder » Danmarks bedste gamingbutik i Silkeborg« og foregår via booomerang.dk.

Målet er at indsamle 200.000 kroner for at kunne stille garanti for en kassekredit.

Karsten Larsen og Rasmus Munch

- Målet er at indsamle så meget som muligt, men vi skal nå 200.000 kroner for at kunne stille garanti for en kassekredit og andre ting, konstaterer Rasmus Munch og oplyser, at indsamlingen starter fredag klokken 11.00 og kører frem til 31. december 2020.

Kan få en fed Silkeborg-butik

Han er gået ind i projektet på frivillig basis.

- Jeg er gået ind i det her, fordi vi kan få en super fed butik i Silkeborgs handelsmiljø. Og fordi jeg ved noget om fundraising og crowdfunding. Jeg tror også på, at det kan lade sig gøre, fordi Karsten har så stor en kundebase.

- Der er også en tendens til, at forbrugerne vil have gode shoppeoplevelser med god kundeservice, og det vil Karsten give her - på et tidspunkt, hvor er gaming og e-sport vokser i popularitet, siger Rasmus Munch, der understreger, at der ikke er tale om en klassisk indsamling.

- Folk giver penge, men får noget igen, siger Rasmus Munch.

Karsten Larsen uddyber:

- Det skal give mening. Hvis en bidragsyder for eksempel giver 1000 kroner, kan man få et gavekort til merchandise og accessories på 70 procent af værdien. Man kan i stedet få et gavekort på 50 procent af værdien til spil og konsoller. Alternativt kan man give en donation uden at få et gavekort, lyder det fra Karsten Larsen, der også oplyser, at man kan donere anonymt.

- Men planen er, at vi vil lave en flot støttetavle med alle, når butikken er en realitet. Til gengæld får man selvfølgelig sine penge tilbage, hvis ikke projektet kan gennemføres, siger han.

Læs også
Butik lukker på gågaden i Silkeborg - ny lejer er klar til at rykke ind
+Abonnement

Ville gerne klare sig uden

Karsten Larsen lægger ikke skjul på, at han allerhelst havde været crowdfundingen foruden.

- Jeg havde håbet, at jeg aldrig skulle gøre noget som det her. Jeg har været vant til at gøre tingene selv, men jeg har indset, at det nok er svært at gøre det alene. Det her er min bedste mulighed, siger den tidligere store manager.

Han har store ambitioner med butikken, som han håber kan placeres på Søndergade 15 - ved siden af Hifi-Klubben.

- Det er i hvert fald det lokale, jeg har udset mig. Det har en flot facade med store vinduer og er tre gange så stor som Gamestop-butikken.

- Jeg vil lave en butik, der skal være helt anderledes end Gamestop. Den skal have oplevelsen bag det hele, og hvis vi lykkedes med at få butikslokalet på Søndergade, kan vi lave flere universer og et loungeområde til trætte forældre eller bedsteforældrene, der er med deres børn. Det kan blive en enorm stemningsfuld butik. Jeg vil skabe en butik, jeg selv er stolt af, og som kunderne får en oplevelse i at besøge, siger Karsten Larsen.