Forspringet redder AaB

Udgivet:31. marts 2017, 09.57

Læsetid:1 minut

Claus Jensen

Af Claus Jensen Sportsredaktør Nordjyske

6 år siden

FODBOLD Skuffelsen sidder uden tvivl i AaB-spillerne, inden de tager hul på gruppespillet i Alka Superligaen.

De havde sat næsen op efter deltagelse i medaljespillet, men nu rammer hverdagen dem - og den kan blive hård nok.

AaB har vist fremgang i spillet under Morten Wieghorst, men holdet fremstår stadig som en skrøbelig størrelse med mange unge spillere og deraf følgende udsving i spillet. Desuden har defensiven det med at falde helt sammen i enkelte kampe.

Læg dertil, at AaB i grundspillet delte pointene med både Silkeborg og Viborg - og i den grad havde marginalerne med sig i to knebne sejre over AGF, der fysisk har et klart overtag på aalborgenserne.

AaB har den store fordel, at de indleder med otte points afstand til AGF og Viborg, der som udgangspunkt ligger til at skulle ud i playoffkampe om nedrykning.

Det gør trods alt, at jeg tror på AaB som et af de to øverste hold i puljen.

Silkeborg bliver første modstander, og nok tager AaB to storsejre fra tidligere på foråret med sig. Men det var i Aalborg, og erfaringerne med at spille på Mascot Park er overvejende dårlige.

Heller ikke Viborg er noget trygt sted for AaB at spille - som vi så i grundspillets sidste kamp. Det samme kan for så vidt siges om Aarhus, og sandheden er, at AaB på udebane ser ordinære ud. De er især sårbare på omstillinger og kan reelt tabe til alle.

Hjemmebanen i Aalborg er til gengæld blevet lidt af en bastion, og her skal AaB nok hente minimum de to sejre, som efter min opfattelse vil være nok til at holde AGF og Viborg på afstand.