Østjyllands Politi efterlyser mand: Bød 9-årig pige på slik og fulgte efter hende

26. februar 2020, 09.39

En 9-årig pige var i går tirsdag på vej hjem fra skolen i Hammel, da en mand bød hende på slik og bagefter fulgte efter hende. Politiet vil gerne i kontakt med eventuelle vidner. Foto: Martin Ballund

HAMMEL Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med eventuelle vidner, som i går tirsdag klokken 13.40 så en mand opsøge en 9-årig pige på vej hjem fra skole i Hammel.

Pigen gik på stisystemet bagved skolen, hvor manden pludselig kom ud på stien fra Rolighedsvej.

Manden spurgte pigen, om hun ville have noget slik, men pigen sagde nej og kørte videre på sit løbehjul.

Han fulgte efter pigen, og i et forsøg på at komme væk satte hun farten op ned ad bakken og kørte fra ham.

Pigen beskriver manden som dansker af udseende, omkring 18 til 20 år gammel, cirka 175 centimeter høj, og så talte han dansk.

Han var iført en sort hue med ombøjet kant, blå og grønternet skjorteagtig overdel og blå cowboybukser. Med sig havde han en sort plasticpose, som ifølge pigen så tung ud.

Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med manden for at få afklaret hans hensigt. Politiet kan kontaktes på telefonnummeret 114.

- Jos