Det helt store cirkus: KFUM taberdømt efter tabt kamp

Udgivet:29. juni 2022, 09.03

Læsetid:2 minutter

Nikolaj Sauer er ufrivilligt blevet midtpunkt i en sag, der har fået konsekvenser for flere klubber. Foto: Martin Ballund

Peter A. Sørensen
Sportsredaktør | pas@midtjyllandavis.dk

FODBOLD De afgørende kampe om en plads i jyllandsserien er endt som det helt store cirkus, og årsagen er en ulovlig anvendt spiller i Silkeborg KFUM.

Det betyder nu, at der skal spilles en ny playoff-kamp mellem Aabyhøj og Aarhus-holdet Black Vipers.

Aabyhøj vandt ellers mandag aften det afgørende playoff-opgør mod Silkeborg KFUM med 3-2, og dermed forventede den århuianske forstadsklub, at holdet var klar til en ny sæson jyllandsserien.

Sådan er det imidlertid ikke gået.

I runden før vandt Silkeborg KFUM 8-0 mod Black Vipers. I det opgør havde KFUM’erne midtbanespilleren Nikolai Sauer med. Han spiller normalt for Young Boys i 3. division, men KFUM havde spurgt, om han var spilleberetiget og fået lov hos DBU Jylland.

Det var en fejl fra DBU’s side, og da reglerne blev nærlæst, viste det sig, at Nikolaj Sauer ikke var spilleberettiget.

DBU Jylland besluttede derfor, at der skulle spilles en omkamp mellem KFUM og Aarhus Black Vipers, men sidstnævnte mente, at silkeborgenserne skulle taberdømmes og valgte derfor at udeblive fra kampen.

Nu har Black Vipers så fået medhold i protesten, så Silkeborg KFUM taberdømmes, men dermed skal playoff-finalen nu spilles om - så Black Vipers møder Aabyhøj.

Den store taber i det spil er Aabyhøj IF, der var klar til jyllandsserien, men som nu skal spille en playoffkamp

- Vi har en sag, hvor to af holdene i disse playoff-kampe beviseligt har brudt JBU’s regler, mens det tredje hold - Aabyhøj - har fulgt alle regler og vundet den afgørende playoff-kamp, men Aabyhøj straffes alligevel med at skulle spille en ekstra playoff-kamp mod Black Vipers. Og dermed med risiko for nedrykning til serie 1, selvom man har vundet den spillede playoff- kamp. Det kan kun være DBU, der kan se logikken i det show, lyder det fra Aabyhøj IF.

Den nye playoffkamp mod Black Vipers spilles torsdag aften på Aabyhøj Stadion.

Indlæser debat