
BØRNELIV Det halter gevaldigt med kvaliteten i landets daginstitutioner og dagplejer.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport lavet for Børne- og Undervisningsministeriet af Det Nationale Forsknings- og Analyseinstitut for Velfærd (VIVE) og Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Ifølge rapporten har kun hver tiende daginstitution og dagpleje en god kvalitet, mens kvaliteten i størstedelen af dagtilbuddene for børn i vuggestuealderen vurderes enten tilstrækkelig eller utilstrækkelig. Ikke en eneste vurderes som værende fremragende, mens enkelte har decideret ringe kvalitet.
Det er dyster læsning, men det er desværre langt fra overraskende læsning.
Rapporten viser nemlig, at der er en tydelig sammenhæng mellem antallet af pædagoger og kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø.
»Endnu engang bliver det dokumenteret, at kvaliteten ikke er god nok, og at der mangler pædagoger. Vi kan se i den her undersøgelse, at det er pædagoger, der løfter kvaliteten,« som pædagogernes formand, Elisa Rimpler, så rammende formulerer det.
Og netop antallet af pædagoger i vores daginstitutioner er noget, som vi forældre har råbt op om i efterhånden rigtig mange år.
Jeg ved, at alle pædagoger, pædagogiske assistenter, pædagogmedhjælpere og pædagogiske ledere hver evig eneste dag knokler for at gøre det allerbedste, de kan. Og jeg møder hver eneste dag dygtige og engagerede medarbejdere i vores kommunale dagtilbud. Problemet er bare, at vilkårene, de arbejder under, langt fra er gode nok.
De løber for stærkt, skal opfylde for mange krav, har for få kollegaer og har for lidt rum til at bruge deres faglighed.
Jeg håber inderligt, at politikerne på Christiansborg og at mine byrådskollegaer vil få øjnene op for, hvor vigtigt det er, at vi sammen vender den her negative udvikling. At vi én gang for alle sætter børnene først.
Lad os anerkende vigtigheden af det kæmpemæssige arbejde, som vores pædagoger og pædagogiske medarbejdere varetager.
Lad os sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, så vi kan få løst den store rekrutteringskrise og skabt et godt fundament for fremtiden.
Og lad os nu få sikret minimumsnormeringerne, hvilket vil sige, én voksen til tre vuggestuebørn og én voksen til seks børnehavebørn. Ikke blot på papiret men i børnehøjde. Kun på den måde kan vi sikre, at alle vores børn får den nødvendige nærvær, omsorg og udviklende voksenkontakt.
Med andre ord: Vi bliver nødt til at investere intensivt i kommunens mindste borgere!
Gør vi det ikke, kommer vi som samfund til at betale en alt for høj pris senere hen - både menneskeligt og økonomisk.
Indlæser debat