Midtjyske Meninger: Tanker, ønsker og fortællinger

19. februar 2021, 12.17

Foto: Martin Ballund

I denne coronatid dukker der mange forskellige tanker og ønsker op. Nogen af dem, som du putter på ønskesedlen, de uopnåelige og noget af det, du drømte om som barn. I hvert fald for nogen af os, når vi bare lader tankerne vandre.

Som barn drømte og fantaserede jeg om, at jeg var født med en en-ægget tvillingesøster. Bare en som lignede mig på en prik, så jeg kunne være flere steder på en gang og ikke mindst at kunne drive spøg og gæk med både venner og ikke mindst skolelærere.

Det blev yderligere forstærket, da mine kusiner kom til verden som netop en-æggede. De var til og med rigtig kønne. De gik ens klædt som børn. Med ens frisure og hele mulitjavsen. Og jeg har mange gange været misundelig og moret mig over deres historier om forvekslinger på godt og ondt.

Her i Silkeborg bor også et par skønne tvillinger, Ole og Finn fra Alderslyst. Jeg har først mødt dem i mit voksenliv. De har dog været »berømte« i byen, siden de var børn. Efter jeg har mødt dem, har jeg bare tænkt, at det må være fantastisk at have en, som bare forstår en til det yderste.

Du ser det også i TV2’s serie om tvillingerne fra Holstebro. De to barnløse brødre, som færdiggør hinandens sætninger og alligevel ikke holder sig tilbage for en snak. De to brødre her fra Silkeborg er om end meget mere underholdende, som jeg ser det.

Ole og Finn har virkelig slået deres folder før Metoo og krænkelse-tiden. Ikke at jeg synes, at det er forfærdelige ting, de fortæller om. Det er virkelig underholdning. Her er også fiskehistorier og fortællinger fra deres musik-turnéer rundt i landet.

De fortæller om deres oplevelser, og alt det de ved. De har ufattelig meget erfaring og ved rigtig mange ting. Det allerbedste er deres fantastisk smittende humør. De fortæller med en indlevelse, der virkelig får smilebåndene på overarbejde.

Det er ikke kun, når de fortæller vittigheder. De har virkelig haft et liv, der på ingen måde ville kunne opleves under corona eller nogensinde igen. Det var en utrolig tid, som aldrig kommer igen. Det er godt nok uigenkaldeligt.

Min ungdom er en fortælling nu. Jeg tænker mange tanker om og for de unge i dag. Jeg ville ønske, at de ikke skulle leve op til alt det, de skal nå og skal være.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.