Kulturministeriets Børnebogspris gik til lokal forfatter

Forfatteren Kathrine Assels fra Gl. Rye fik tirsdag eftermiddag Kulturministeriets børnebogspris under en livestream seance

8. september 2020, 11.50

- Børnelitteraturen er vores første møde med litteraturen. Det er her, at vi for første gang oplever, hvilken enorm rækkevidde vores egen fantasi har. Det er vigtigt at styrke læselysten hos alle, men især hos dem, der ikke har fået den ind med modermælken, sagde kulturminister Joy Mogensen, som i går overrækte en pris med en check på 75.000 kroner til forfatteren Kathrine Assels fra Gl. Rye. Foto: Martin Ballund

PRISUDDELING: Alle kunne følge med, da Kulturminister Joy Mogensen tirsdag eftermiddag uddelte Kulturministeriets forfatterpris for den bedste børne- og ungdomslitteratur til Gl. Rye forfatteren Kathrine Assels. Seancen blev på grund af Covid-19 livestreamet, så alle interesserede kunne følge med, da hun blev hædret for romanen »Mester Ester.«

- I Mester Ester ser vi på livet med magi og alvor, mens bogens hovedperson, Ester, på sin rejse passer på det, andre smider væk. Det er stærke og vigtige budskaber formidlet i øjenhøjde til børn og unge, lyder det fra kulturministeriet,

Kulturministeriets Forfatterpris for børne- og ungdomsbøger er blevet uddelt siden 1954, mens Illustratorprisen er blevet uddelt siden 1979. To indstillingsudvalg udpeger prismodtagerne. Hvert udvalg består af tre medlemmer samt en formand, der repræsenterer Statens Kunstfond. Med hver pris følger 75.000 kr.

bes