Motorsavene indtager slottet igen

Carving by The Castle afvikles i weekenden 10. - 11. august

7. juli 2019, 14.08

Her et glimt fra sidste sommers Carving by The Castle - hvor en ferm motorsavskunstner er ved at skære en viking ud af et stort stykke træ. Foto: Kenneth Lynghøj

ULSTRUP Trækunstnerne fra en række lande sætter igen i denne sommer kursen mod Ulstrup Slot.

Her gentages succesen »Carving by The Castle« - træskæring ved slottet. Det finder sted i weekenden 10. og 11 august med deltagelse af en stor flok motorsavs-kunstnere fra både ind- og udland.

Her kan man som tilskuer på helt tæt hold følge, hvordan store træstammer forvandles til smukke skulpturer

Det bliver muligt at få en snak med kunstnerne, og ligesom sidste år bliver det muligt selv at prøve kræfter med motorsaven under kyndig vejledning, fortæller Kirsten Lykke Nielsen fra foreningen Carving Favrskov, der står bag.

Både lørdag og søndag vil der være salg af mad og drikkevarer, og har man lyst, kan man gå en tur og nyde de smukke omgivelser omkring slottet.