Kvinde afviste mistænkelige mænd

11. juli 2019, 10.33

GØDVAD En kvinde smækkede sin hoveddør i lige for næsen af to unge mænd, der gerne ville ind til hende.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Episoden skete onsdag aften omkring klokken 19, hvor to mænd bankede på kvindens hoveddør på Trondheimsvej i Silkeborg.

De fortalte den 32-årige kvinde, at den ene havde fået en splint i fingeren og gerne ville ind og have den ud. Men kvinden synes, at de opførte sig mistænkeligt og smækkede derfor hurtigt døren i. Efterfølgende kontaktede hun politiet.

De to mænd beskrives som østeuropæiske af udseende og på omkring 20 år. Den ene mand havde kort, sort hår med en midterskilning, mens den anden mand havde brunt, krøllet hår, der går til skuldrene.