Jeg er bekymret for Silkeborgs kulturliv

Af Johan Brødsgaard Formand for Kultur, Fritid, Outdoor og Idræt i Silkeborg Kommune

KULTURVELFÆRD Silkeborg Kommune er rig på kultur. Store som små events. Institutioner af forskellig størrelse. Enkeltpersoner, grupperinger og så videre. Alle er de med til at give en pallette af kulturtilbud, som vi borgere kan nyde godt af.

Men kulturen skal ofte forsvares - for hvorfor bruge penge på den, når kernevelfærden også skal holde for?

Den pointe vil jeg dog gerne anholde, for kultur er også velfærd. Ikke bare som en floskel, men som et evident faktum - kultur kan skabe bedre mental sundhed, nye fællesskaber og lokal sammenhængskraft. Derfor må vi ikke glemme området, når kommunens budget for 2024 skal lægges.

Det er eksempelvis fantastisk at se, at kulturen kan samle 2000 borgere ved søbredden i Bryrup for at høre sommeropera. Det er imponerende at se, når folk fra nær og fjern valfarter til Thornings årlige friluftsspil, eller når Museum Jorn henter verdensnavne til byen. Jeg er ofte imponeret over ambitionsniveauet på Silkeborg Bibliotek, der blandt andet afholder litteraturfestival i den kommende måned. Det er også ambitiøst, når Den Kreative Skole underviser børn på alle vores folkeskoler. Dette blot en håndfuld eksempler.

Det er alt sammen kultur. Det skal vi understøtte, gerne investere i, men det er desværre ikke den vej, de politiske vinde går.

For Silkeborg Kommune skal spare, og alle fagområder skal - helt fair - bidrage. Vi skal nok også lande en tilforladelig aftale i år for kulturområdet, men jeg er bekymret for de langsigtede effekter.

Vi skal finde godt 2 mio. kroner for nuværende. Det kan selvfølgelig synes som »småpenge« i en kommunal økonomi på 6 mia. kroner, men det er meget på et udvalgsbudget, der kun beløber sig til omkring 150 mio.

I de senere år har vi ad flere omgange skåret 100.000 kroner (og ofte mere) her og der på vores museer, spillesteder mv., men den udvikling kan altså ikke blive ved, hvis vores kommune skal rumme stærke kulturinstitutioner fremadrettet.

Serviceniveauet på »klassisk« velfærd kan vi skrue op og ned alt afhængig af den økonomiske situation - men vi kan kun lukke et teater eller et museum én gang. Det må vi ikke glemme!

Vi politikere skal turde have ambitioner. Vi skal ikke blot »drifte« en kommune, der skal kunne levere de basale kerneydelser. Vi skal også tænke stort; sætte barrieren højt - også for kulturlivet. For vi har særlige kulturelle kvaliteter - de er ikke kommet af sig selv, men de kan så let forsvinde, hvis vi ikke prioriterer dem.