Bil

Autostol sætter ny standard: Indbygget airbag

Topkarakterer til ny autostol med indbygget airbag, der får hele seks stjerner i sikkerhedstest

Udgivet:19. maj 2022, 14.15

Cybex Anoris T har en integreret airbag, der sidder i en pude foran barnet. Den passer til børn fra 18 måneder og op til ca. seks år. Foto: Cybex

1 år siden

Nu bliver det markant mere sikkert for de helt små at færdes i trafikken. FDM og en række europæiske motorklubber har nemlig testet den nye Cybex Anoris T autostol - den første af sin slags nogensinde med en indbygget airbag, og det er klart den bedste af testens 32 autostole.

Ifølge Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM, er sikkerheden blandt de 32 testede autostole generelt høj, og den nye autostol med airbag er den største nyhed.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Airbaggen sikrer, at barnet bliver holdt fast i stolen. Foto: Cybex

- Airbags har vi kendt i biler i årtier, hvor de har forbedret sikkerheden markant. At den første autostol nu også har fået indbygget airbag, er kun positivt og viser sig i testresultatet, der er til seks stjerner. Det er det bedste resultat for en autostol i flere år, siger han.

Der er flere årsager til, at stolen får så fine ord med på vejen. Den er nemlig ikke kun sikker, den er også nem at montere, og man ser ikke airbaggen - eller er besværet af den på andre måder, før den foldes ud.

Bagsiden er dog en bekostelig pris på cirka 6.000 kroner, som gør den markant dyrere end mange af de andre stole, som typisk koster det halve. Til gengæld kan man så bruge den til børn fra 18 måneder til seks år mod ellers at skulle skifte stol undervejs i forløbet.

Mindre belastning af kroppen

Stolen giver især større sikkerhed ved frontal- og bagende kollisioner, fordi barnet er mere solidt holdt på plads, fortæller Søren W. Rasmussen om stolen, hvor airbaggen ved et sammenstød pustes op på 40 millisekunder.

- Stolen med airbaggen sikrer, at barnet bliver holdt fast i stolen og ikke laver nogle voldsomme bevægelser forover. Det er med til at give mindre belastninger af kroppen, så barnet ikke får voldsomme belastninger, der kan være livstruende, siger han og peger på fordelen ved, at man slet ikke bemærker den ekstra teknologi.

Cybex Anoris T autostol:

- Tidligere har det været sådan, at jo mere sikre autostole var, jo mere komplekse var de også. Men her ser man ikke airbaggen, før den folder sig ud. Det giver mere komfort for barnet. Det er ligesom med airbag til cykelhjelme, hvor airbaggen er meget diskret, og som også først ses, når der er behov for det, og den folder ud, siger han om stolen, der spændes let fast med et særligt isofix-system, der er nemt at få til at fungere. Den er i øvrigt blevet testet med to dukker, hvor den ene svarede til et barn på halvandet år og den anden et barn på seks år. I begge tilfælde var sikkerheden i top og næsten lige så god som i bagudvendte autostole.

Mange gode autostole

Foreløbig er det kun Cybex, som har en airbag autostol på markedet. Men Søren W. Rasmussen ser store perspektiver i den nye teknologi.

- Vi vil se flere af disse aktive systemer, og det betyder, at færre børn vil komme alvorligt til skade eller – i værste fald – blive dræbt i trafikken, siger han.

Han peger på, at man allerede har set teknologien med airbags, der "folder sig ud" med de nye midtermonterede airbags, der er mellem forsæderne og er standard i mange nye biler. Men også airbags, som er integrerede i bagsædeseler, som Ford har haft i visse modeller, kommer der mere af.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Den første autostol med airbag nogensinde scorer tårnhøje point i den forårets store test med 32 autostole Den lander samlet på seks stjerner, som er det bedste resultat i flere år. Foto: FDM/ADAC

Der er dog stadig uklart, hvor stort et brag, der vil komme fra airbaggen i den nye autostol, når den udløses. Men det forventer Søren W. Rasmussen at få klarlagt i løbet af nogle uger.

Udviklingen af de mere klassiske autostole går også den rigtige vej. Blandt de øvrige 31 stole får de 21 fire eller fem stjerner, mens syv stole kun er betinget anbefalet. Tre autostole dumper på dårlig sikkerhed eller fund af skadelige stoffer.

- Perspektiverne i testen er, at autostolene bliver mere og mere sikre, og der er få stole, som falder igennem. Det betyder, at det også bliver nemmere at vælge en god stol, siger Søren W. Rasmussen.

Han peger på, at stolene ikke bare er mere sikre, de indeholder også i mindre grad kræftfremkaldende stoffer eller de farlige flammehæmmere end tidligere.

Han pointerer samtidig, at monteringen er lige så vigtig som stolen.

- Tidligere undersøgelser har vist, at mange ofte betjener autostole forkert, hvilket forringer sikkerheden. Derfor er nem montering og betjening et afgørende parameter, når vi tester autostole. Også her er der sket en forbedring over årene, så risikoen for fejlmontering er blevet minimeret. Det ændrer dog ikke på, at det er vigtigt, at alle i familien bliver fortrolig med at bruge autostolen. Det gælder ikke mindst, hvis man ofte flytter stolene ind og ud af bilen, eller hvis bedsteforældrene skal have børnene med i bilen, siger Søren W. Rasmussen.

Sådan vælger du den rigtige autostol

Autostolen skal passe til barnets størrelse (alder, vægt, højde).

Autostolen skal passe til bilen. Prøv stolen i bilen inden køb.

FDM anbefaler kun autostole, der har fået mindst fire stjerner i FDM’s autostoletest.

Til de større børn anbefaler FDM selepuder med rygstøtte, da de beskytter bedre. Selepuder uden rygstøtte er dog bedre alternativer i forhold til at lade børn sidde på bilens sæde. F.eks. hvis legekammerater skal med i bilen.

Børn under 135 centimeter skal være spændt fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til deres vægt og højde.

Autostole og selepuder skal være godkendt med ECE 44-03, ECE 44-04 eller ECE R-129 (i-Size).

Det koster et klip i kørekortet, hvis barnet ikke er spændt fast i godkendt autostol eller selepude, der passer til barnet.

Se testens resultater på FDM.dk

Læs også
<span>Sikkerhed:</span> Er din nye bil sikret mod hackere? <span>Sikkerhed:</span> Er din nye bil sikret mod hackere?
Læs også:
Sikkerhed: Er din nye bil sikret mod hackere?
Læs også
Dæk med indbygget tryghed vinder frem Dæk med indbygget tryghed vinder frem
Læs også:
Dæk med indbygget tryghed vinder frem
Læs også
Forstår du det heller ikke? Sådan gennemskuer du ny mærkning af dæk Forstår du det heller ikke? Sådan gennemskuer du ny mærkning af dæk
Læs også:
Forstår du det heller ikke? Sådan gennemskuer du ny mærkning af dæk