Du er ikke underlig, og du er ikke alene

- Når du går ud af døren, kommer jeg til at tænke på, hvilke åndssvage ting jeg fik sagt. Faktisk tænker jeg på det allerede nu: »Tænker hun nu, det var åndssvagt?«, »Hvem tror du egentlig, du er, bare fordi nogen vil interviewe dig? Er du blevet megaloman!?!«, »Tror dig og Nanna, at I er verdens navle? I skal fandme ikke tro, at jeres bog kan noget?«.

Josephine Kuhn griner, da først ordene er blevet sagt højt. De ord, der har kørt som noget virkelig enerverende underlægningsmusik i baghovedet, mens hun og Nanna Hovgaard har fortalt om deres nye bog »En som os«.

De har fortalt om proces og håb og om udfordringerne undervejs, og de er ikke det mindste i tvivl om, at de står inde for hvert eneste ord i bogen. Alligevel rører forkerthedsfølelserne på sig her under interviewet. Dømmende pegefingre dukker op i selskab med nedsættende ord fra sindets kringelkroge og med en enestående evne til at sætte sig i kroppen som en følelse af noget skamfuldt.

Engang ville de to unge kvinder have holdt det for sig selv og formodet, at ingen andre i hele verden havde det som dem. Men noget har rykket sig de senere år. I dag ved de, at der kun er en effektiv vej til at skylle skammen væk, og det er at sige det højt. At turde sige lige præcis det, man tror, man er helt alene om. Fordi det oftest viser sig, at det er man ikke.

Det er det, de har gjort, siden de for tre år siden søsatte samtalepodcasten »Fries before guys«, hvor de har delt ærligt ud af alle deres tanker og følelser. Og det er det, de gør med deres nye bog »En som os«, hvor de gennem dagsbogsnotater, Messenger-samtaler, noter fra mobilen og fortællinger fra deres eget liv blotter sig endnu mere.

Noget, man skal øve sig på...