Midtjyske Meninger: Sammenhæng, tak!

7. oktober 2019, 13.11

Med lov skal land bygges! Disse kloge ord i Jyske Lov fra 1241 er en slags ideal for samfundets indretning, hvor loven holdes, og alle kan få deres ret. Har man fulgt sommerens til tider ophedede debat om byudviklingen i Silkeborg, har man hørt holdninger, der næsten insinuerer misbrug af lov og krænkelse af ret. Sådan ser jeg det ikke.

Jeg går ind for en dynamisk byudvikling og fortætningen af midtbyen - og synes der er fin sammenhæng i Planstrategiens intentioner med højere huse langs vores 4-sporede trafikåre gennem byen. Det starter fra nord med høje huse ved Sølystvej/Borgergade, syd på forbi Papirtårnet, og det spændende byggeri på Søtorvet, langs det snart opgraderede Torvecenteret med endnu et højhus og slutter med høje nybygninger i det store kryds ved Trianglen, hvor Nordskovvej tilsluttes.

Der hvor sammenhængen halter, er helt klart på arkitekturen, og derfor er det meget positivt, at byrådet nu vil arbejde på en decideret arkitektur-politik. Rædselseksempler er der nok af. Å-viften nævnes altid, og i sig selv er arkitekturen her måske ikke den værste, men set i sammenhæng med det område, byggeriet er placeret i, er det en katastrofe, der minder om gammel østtysk byudvikling.

Men også H&M-butikken i Østergade, Sinnerup i Vestergade og »klodsen« på den tidligere p-plads ved siden af restaurant Piaf i Nygade, er nyere eksempler på arkitektur, der støjer i gademiljøet.

Silkeborgs nye vartegn, Papirtårnet, er opført i de rødbrune sten, som Årstiderne er så glade for. Det matcher sikkert fint med bygningerne ved siden af i stueplan, men man kunne godt have ønsket en mere udfordrende og lysere arkitektur, når tårnet aftegner sig på aftenhimlen. Det er blevet mere et brunt bølgepap-tårn end et papirtårn.

I aften skal arkitekturpolitikken så diskuteres ved et dialogmøde i Musikteateret. Som sidste borgermøde i juni vil 50+ sikkert være overepræsenteret, og ser man på programmet forstår man det godt. Respekt for indlægsholderne, men der skal mere til at lokke fortravlede unge familier af huse, og man kan forestille sig aftenens møde kommer til at minde om sidste gang. Her var et af indslagene to modne herres modsatrettede syn på byens udvikling, og den enes supportere sad på de to første rækker og klappede så højlydt, at byrådspolitikerne efterfølgende stod helt ydmygede på scenen, og troede de stod overfor byens opinion.

Men Brian Holst har i avisens leder 28. september fat i det essentielle - for hvor er de unge? Det er jo ikke ældre mænd som mig, der bruger byen om 50-60 år. Det diskvalificerer ikke vores meninger, men gør debatten unuanceret. Man er nødt til at finde en dialogform, der møder børnefamilierne fra Pippisvej i øjenhøjde. Jeg ved godt, mødet live-streames på Facebook - det gør blot ikke programmet mere spændende.

Skal vi have sammenhæng i byen - ikke kun i struktur og arkitektur, men også i holdninger, så skal vi have flere unge med i debatten. For ellers bliver det kun Torben, Steen, Niels, Teresa og Kim, der sidder som »klogeåger« på vegne af den by, som der bor tæt ved 50.000 andre i.