Coronastatus: Flere bliver smittet i Silkeborg

24. september 2020, 14.37

Foto: Jakob Stigsen Andersen

SILKEBORG Fra onsdag til torsdag er yderligere syv blevet konstateret smittet med coronavirus i Silkeborg Kommune. Det er tre flere end i går. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SS). I løbet af de seneste syv dage er 29 konstateret smittede i Silkeborg.

Dermed bevæger Silkeborg sig længere og længere over bekymringsgrænsen, som er 20 smittede pr. 100.000 indbyggere i løbet af de seneste syv dage. Tallet for Silkeborg er 31.

Derimod går det fremad i Skanderborg, som har haft høje tal den seneste uge. Men det seneste døgn er der kun foretaget to positive test.

På landsplan er tallene for smittede stadig højt. Yderligere 559 er såldes smittet det seneste døgn.

Der er 17 flere indlagte, så tallet nu er 95. Det er det højeste antal indlagte siden 4. juni.

Der er to nye dødsfald, så i alt 645 nu er døde med coronavirus i Danmark.

Det er tredje gang, at Danmark registrerer flere end 500 nye smittetilfælde på et døgn.

Tallet har stabiliseret sig på et højt niveau, lyder vurderingen fra Joachim Hoffmann-Petersen.

Han er formand for Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin.

- Det vil være dejligt, hvis antallet af smittede snart begynder at falde, siger talsmanden for landets intensiv- og anæstesilæger.

19 personer er indlagt på intensiv, en færre end onsdag. Af dem er fem personer i respirator.

- Der er stadig plads på intensivafdelingerne, men der er jo også et efterslæb, fra man bliver smittet, til man eventuelt indlægges og havner på intensiv.

- Så jeg vil forvente et stigende pres på intensivafdelingerne den kommende tid, siger Joachim Hoffmann-Petersen.