Rocken ruller i Indelukket

Tim Christensen og Moonjam er blandt navnene, når der er koncerter i Indelukket hver weekend i august

9. juli 2020, 10.13

Tim Christensen er på plakaten fredag 28. august i forbindelse med sommeren række af koncerter i Indelukket.

SILKEBORG Mens sommerens festivaler og koncerter er blevet aflyst på stribe, har foreningen Culture City (CC) sammen med flere af byens musikforeninger sat et koncertprogram sammen på friluftsscenen i Indelukket.

Koncerterne bliver afviklet over fire weekender i august og byder på navne som Tim Christensen og Moonjam, populær kopirock med Almost AC/DC og Den Røde Tråd samt countrymusik med Bibbi og Snif. Opera på Torvet bidrager med gratis søndagsopera og foreningen Tråd og Metal sørger for tung rock og dødsmetal.

- Den første koncert bliver lørdag 8. august, og frem til sidste weekend i august har vi inviteret flere af byens foreninger til at bidrage med koncerter i Indelukket, fortæller Claus Friis fra foreningen CC.

De fleste weekender er der koncert i Indelukket fredag, lørdag og søndag.

- To søndage vil der være gratis opera i Indelukket ved Mette Østergaard fra Opera på Torvet, fortæller Claus Friis.

Midtjyllands Avis er med i projektet som mediepartner.

Plads til 800

I coronatiden har han stået bag flere streamingkoncerter i Silkeborg. Blandt andre støttekoncerten med Lars Lilholt på Hjejlen og havneshowet med Martin Jensen, som han også var involveret i.

- Vi har i det hele taget arbejdet hårdt på at få gang i live-musikken under coronakrisen, hvor spillestederne har været lukkede for publikum. Men nu har vi skabt en koncertscene i Indlukket, hvor det kan lade sig gøre at afvikle live-koncerter under de gældende restriktioner, fortæller han.

Som reglerne er nu, må der højest være 500 mennesker til et koncert, og de skal alle sammen sidde ned.

- Vi har mulighed for at have et publikum på 800 siddende med en meters afstand i Indelukket. Så vi håber jo meget på, at forsamlingsforbuddet bliver lempet yderligere inden 8. august, siger Claus Friis, som stiller lys og lyd til rådighed ved koncerterne gennem sit firma FS Lyd og Lys.

Foreningen CC har søgt kommunens særlige kulturboost-pulje om tilskud til koncertrækken i Indelukket, og ifølge Claus Friis har de enkelte foreninger mulighed for at søge om honorarstøtte gennem en pulje hos staten.

Billetsalget til koncerter i Indelukket er i gang.