Midtjyske Meninger: Husk også at sige det mens man lever

13. april 2021, 12.38

Foto: Martin Ballund

Hernede i Bryrup fik jeg noget af et chok. Indtil videre har jeg i min verden kun hørt om ældre svage mennesker der døde, - ikke af corona, men med corona.

Og så var der én fra Bryrup, der pludselig døde af corona. En rask og rørig mand i tresserne, - og så kom det tæt på. Jeg kendte Henrik Bang Pedersen, fordi han og jeg begge havde børn i en parallelklasse på Bryrup skole i halvfemserne.

Jeg kendte ham, fordi vi hilste på hinanden i Brugsen og i byen, og jeg havde set ham i vor revy til sommerfesten.

Inden for det seneste års tid havde han, vor præst og jeg en del møder om mulig etablering af et »kaffestopsted« i eller omkring Bryrup centrum. Sjove, lærerige og gode møder. Indtil videre har vi ikke fundet stedet endnu.

Henrik arbejdede med »pædagogik for flygtningebørn«, som leder på Center Jelling.

Det fortaltes, at når hans pædagogik ikke slog til, greb han sin saxofon, spillede en melodi og straks kom der et positivt stemningsskift. Dejligt menneske.

Så derfor siger jeg: Inden du kører hjemmefra om morgenen og inden du siger godnat, sig noget pænt til konen/manden, til din samlever til børnene, til hinanden, til dem du møder, - for det kan pludselig og hurtigt være for sent

Torben Pedersen

Generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl, skrev en flot nekrolog om Henrik Bang Pedersen på sin facebookside.

Den nekrolog har fået 1,1 tusinde likes, 67 delinger og 310 kommentarer inklusive én fra mig selv.

Det er så respektfuldt, smukt og velmenende. Og nu kommer min pointe.

Tænk sig om de 1,1 tusinde havde sagt et anerkendende ord til Henrik personligt, mens han levede. Jeg tror ikke, det kunne have forlænget hans liv, men det ville have gjort ham godt.

Så derfor siger jeg: Inden du kører hjemmefra om morgenen og inden du siger godnat, sig noget pænt til konen/manden, til din samlever til børnene, til hinanden, til dem du møder, - for det kan pludselig og hurtigt være for sent.

Husk det NU.

Og så til noget andet med ord.

»Silkeborg tæt på at melde udsolgt af erhvervsgrunde og privatgrunde, så nu er der købt mere jord. Bestående virksomheder ekspanderer og flytter til Hårup og Funder. Vild vækst af tilflyttere kræver nye supermarkeder«, - ene dejlige positive overskrifter i Midtjyllands Avis gennem den seneste tid.

Derfor studsede jeg, da jeg flygtigt læste overskriften »Flere tog til Aarhus«.

Det var i mit hovede lidt mærkeligt, da Silkeborg er vækstbyen i Jylland.

Ved nærlæsning fandt jeg ud af, - at det var Arriva tog. Ho ho.

Giv nu lige et kompliment til din sidemand/kvinde.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Indlæser debat...