Mindeord: Sille var en glad og altid smilende pige

22. februar 2021, 12.30

MINDEORD: På vegne af Silkeborg Rideklub (SIR) har Helle Knop skrevet følgende mindeord over Sille Karlskov:

Sille mistede livet ved en tragisk trafikulykke i Silkeborg tirsdag den 9. februar. Hun blev kun 21 år.

Sille startede som lille pige i SIR’s elevafdeling, og hun blev hurtigt bidt af hestenes forunderlige verden. Hun fik derfor også part på den søde elevpony Ronaldo. Det stod dog hurtig klart, at Sille var klar til at få sin egen pony. Snart stod Zander K i stalden, så Sille kunne ride hver dag sammen med alle rideveninderne.

Sille var en glad og altid smilende pige. En sød og god veninde, som var med til at skabe et fantastisk sammenhold blandt alle ponypigerne på SIR. Sammen med dem var hun altid at finde som hjælper på springbanen ved stævnerne. Desværre måtte Sille alt for tidligt tage afsked med Zander på grund af kronisk halthed. Sille fik sig derefter en hest, Rossi, som hun havde et par år, inden hun på grund af studier valgte at sælge hende. Sille stoppede dog ikke helt, men kom ind i mellem på SIR og red nogle gange sammen med veninderne.

Sille startede efter gymnasiet på Tandlægehøjskolen og var derfor flyttet fra Silkborg til Århus, og som en naturlig ting blev SIR ikke mere en del af hendes hverdag.

Dem som kendte Sille, vil altid huske hende som den gladeste og altid positive pige.

Vi sender de dybeste tanker til Silles nærmeste i denne svære tid.

Æret være hendes minde