Silkeborg-Voel skaber fornyet spænding med sejr i nøglekamp

Med en vital udesejr i Horsens holder Silkeborg-Voel snor i Herning-Ikast

Udgivet:10. april 2022, 19.31

Læsetid:2 minutter

Annika Jakobsen scorede fem gange, da Silkeborg-Voel gæstede Horsens. Foto: Ole Nielsen

Mathias Hove Andersen
Sportsjournalist| maa@midtjyllandsavis.dk

HÅNDBOLD Silkeborg-Voel kan stadig nå DM-semifinalerne. Det er konklusionen efter søndagens udesejr i slutspillet, hvor Horsens måtte se sig slået med 25-27 foran 1239 tilskuere i Forum Horsens.

Midtvejs i slutspillet indtager Silkeborg-Voel tredjepladsen i puljen, men holdet er kun et enkelt point efter Herning-Ikast, der møder Team Esbjerg senere søndag aften.

Kampen var helt lige i indledningen, hvor de to mandskaber scorede og brændte på skift. Men efter 10 minutters spil kom Silkeborg-Voel for første gang foran med to mål, da Ann Grete Nørgaard gjorde det til 4-6 på straffekast, og det så lovende ud for gæsterne, der spillede hurtigt og direkte.

Tre minutter senere valgte Horsens-lejren at tage timeout, da velspillende Helene Kindberg havde øget til 5-8 med sin fjerde fuldtræffer. Det forhindrede dog ikke Eira Aune i at bringe gæsterne foran med fire mål, og midtvejs i første halvleg havde Silkeborg-Voel rigtig gode kort på hånden.

Hjemmeholdet fik kortvarigt reduceret til 9-11, efter Ann Grete Nørgaard havde brændt et straffekast, men gæsterne arbejdede ufortrødent videre, og efter et formidabelt indspil fra Sofie Bæk Andersen kunne Mathilde Kristensen score til 9-14 fra stregen.

Silkeborg-Voel forsømte dog muligheden for at slå det afgørende hul inden pausen. Tekniske fejl og dårlige afslutninger kostede dyrt for gæsterne, og ved pausen havde Horsens i stedet reduceret til 13-14.

Kampen var pludselig tæt igen, og det smittede af på spillet i begyndelsen af anden halvleg, hvor hjemmeholdet fik udlignet til 15-15. Men gæsterne kom med et fint modsvar og etablerede en ny tomålsføring ved stillingen 17-19.

I syv mod seks fik Horsens dog igen bragt balance i regnskabet, og spændingen var intakt, da de to hold tog hul på det sidste kvarter ved stillingen 20-20. Silkeborg-Voel var dog hele tiden et lille skridt foran, og 10 minutter før tid scorede indskiftede Maja Laursen til 21-23 fra en spids vinkel, inden Filippa Idéhn snuppede et straffekast.

Horsens fik muligheden for at udligne, men det lykkedes ikke for værterne, og med små fem minutter tilbage på uret øgede Maja Laursen til 22-25. På trods af et ihærdigt forsøg kom hjemmeholdet aldrig tættere på end et enkelt mål, og da slutsignalet lød ved stillingen 25-27 kunne spillerne fra Silkeborg-Voel bryde ud i jubel.

Indlæser debat