Bjerringbro-Silkeborg klar til Final 4 efter solid sejr

Skanderborg forsøgte ihærdigt at levere et stærkt comeback, men Bjerringbro-Silkeborg formåede at holde stand.

5. oktober 2021, 22.13

KØBENHAVN Bjerringbro-Silkeborg spillede sig tirsdag aften i Final 4 i herrernes pokalturnering, da holdet på hjemmebane slog formstærke Skanderborg Aarhus Håndbold med 33-28.

Hjemmeholdet havde allerede overhånden i opgøret i slutningen af første halvleg. Og på trods af et ihærdigt forsøg fik Skanderborg aldrig lukket hullet igen.

Kampen startede ellers som en ganske lige affære, men i slutningen af anden halvleg udbyggede hjemmeholdet sin smalle føring til 17-11 efter fire mål i træk.

I anden halvleg fik Skanderborg hurtigt reduceret forspringet til to mål, men bedst som man havde fornemmelse af et flot comeback, strammede Bjerringbro atter skruen.

Det betød, at stillingen halvvejs i anden halvleg var 24-18.

I slutminutterne pressede udeholdet igen på, men flere tamme afslutninger betød, at Bjerringbro til slut kunne lukke opgøret med et par nemme mål.

Tirsdag spillede Mors-Thy sig videre fra den anden kvartfinale, da holdet på udebane besejrede Fredericia Håndboldklub med 34-28.

Torsdag tager GOG hjemme imod Skjern Håndbold, mens TTH Holstebro og Aalborg Håndbold mødes i den fjerde og sidste kvartfinale mandag i næste uge.

Final 4-stævnet finder sted 26.-27. marts næste år.

/ritzau/