Midtjyske Meninger: Tanker ved nytårstid

13. januar 2022, 12.55

Foto: Martin Ballund

Endnu et år er smuttet, og vi kom stille, roligt og hyggeligt ind i det. Vi har i mange år holdt nytårsaften sammen med et vennepar - min veninde fra studietiden og hendes mand. Tidligere var de hjemmeboende børn også med, og de rendte rundt ude i mørket og lavede løjer og ballade, og vi voksne gik ofte med, da de var små. Det var sjovest, når det var hjemme hos vores venner, for de boede i byen - hos os var der lidt langt til naboer.

Også i år var vi sammen med vennerne, men min veninde er i efteråret flyttet på plejehjem, skønt hun ikke er fyldt 60 endnu. Hun fik for få år siden konstateret alzheimers, og så er det ellers gået nedad bakke med hendes hukommelse og sprog. Nu er det mest trygt, at der er nogen til at være omkring hende, så hun ikke bliver forvirret eller utryg, og så hendes mand kan tage på arbejde uden at være i alarmberedskab over, hvad der kan ske med hende imens.

Min veninde har altid været meget social, empatisk og virkelig positiv og optimistisk. Nu hvor hun glemmer meget, også ordene, har hun bevaret sin karakter, sit søde selv. Selvom hun mangler så meget sprog, spørger hun altid interesseret til vores børn, og hun husker deres navne. Hun glædes meget, når hun får besøg, og hun er i det hele taget glad.

Det at blive dement er noget af det, jeg er mest bange for. Der er mange måder at blive dement på, og jeg har set flinke mennesker gå ind i en demens, hvor de ligesom mistede deres gode opdragelse og blev uempatiske - måske endda voldelige.

Som yngre var min mening også, at blev man dement, var man en tom skal. På det punkt er jeg blevet meget klogere og mere nuanceret i mit syn på folk med den lidelse

Anne-Marie Rytter Pedersen

Da jeg var ung, kunne jeg nemt pjatte med, at jeg gerne på mine gamle dage ville være sådan en harsk, gammel kælling, der overskred alle mulige grænser både i tale og handling, men når jeg nu somme tider ikke kan finde det ord, jeg skal bruge, fortryder jeg bitterligt den type pjat, og jeg bliver vagtsom og opmærksom overfor mentalt forfald. Og jeg må indrømme, at det er oftere nu, end det var for tredive år siden, at jeg lige skal lede lidt i hjernekisten efter det rigtige ord.

Som yngre var min mening også, at blev man dement, var man en tom skal. På det punkt er jeg blevet meget klogere og mere nuanceret i mit syn på folk med den lidelse.

Jeg nærmer mig hastigt pensionsalderen, men jeg har sagt på mit arbejde, at jeg aldrig går på pension, for jeg tror, det er sundt for mine små grå at skulle udfordres hver dag i et arbejde. Jeg håber, det er en måde at holde min egen demens fra døren på. Og så må jeg hitte et batteri af hjernegymnastik, når jeg om mange år vælger pensionisttilværelsen.

Midtjyllands Avis har et fast korps af skribenter, der skriver klummerne under »Midtjyske Meninger«. Kommentarer her er udtryk for skribentens egen holdning.

Indlæser debat