Paris er altid en god idé

Frankrigs betagende hovedstad emmer af charme, kultur, arkitektur og chike »Parisiens«. Nyd fem skønne dage i selskab med en rejseleder 24.-28. oktober

Udgivet:26. juni 2022, 08.32

Læsetid:3 minutter

Du bliver aldrig helt færdig med Paris og alt det, som denne by har at byde på. Men du kan nå meget på fem dage.

Lone Henningsen
Læserklub-ansvarlig| lgh@herningfolkeblad.dk

Paris er noget helt særligt. Bare ordet klinger af elegance, romantik og oplevelser. Uanset om du har været her før eller ej, så har de fleste på den ene eller den anden måde et forhold til denne, Byernes By.

Som Audrey Hepburn så rigtigt sagde: Paris er altid en god idé!

Byen har alt, hvad hjertet begærer, hvad enten du interesserer dig for billedkunst, gastronomi, musik, arkitektur, historie, shopping eller mennesker. Her kan du betragte en by, der ånder af hele verden på sin helt egen og meget franske måde.

Hver generation har sat sit præg på byen og fundet plads til nye manifestationer for sin arkitektur og kultur.

Vi skal se eller gense den forrygende by, som pariserne gør det, nemlig ved at benytte byens vidt forgrenede og hurtige undergrundsbane, »Le Metro«.

Men den stedkendte og fransktalende fynbo, Gina Banke, skal vi besøge Paris i det smukke efterår 24.-28. oktober.

Glimt fra middelalderen

Vi flyver direkte fra Billund til Paris om eftermiddagen mandag 24. oktober og lander et par timer senere i Charles de Gaulle lufthavnen. Herfra kører vi direkte til vores centrale hotel for indkvartering.

Tirsdag efter morgenmaden er der mulighed for at deltage i en tur, hvor vi besøger et af byens »hippe«, men også maleriske områder i det fjerde arrondissement, nemlig Maraiskvarteret. Med sine middelaldergader, skæve huse, aristokratiske bygninger, bohemestemning og mangfoldige befolkningsgruppe, er dette et »must« på en Parisertur.

Bydelens arkitektur er anderledes end resten af Paris,og når du slentrer ned af de smalle, brostensbelagte stræder, kan du forestille dig, hvordan Paris så ud i middelalderen.

Vi ser blandt andet den græsklædte Place des Vosges, en smuk og populær park, der oprindeligt hed Place Royale, fordi der lå en kongelig bolig her, Hôtel des Tournelles.

Via forskellige passager når vi Hotel du Petit-Sully, som er blandt de smukkeste bygninger i kvarteret, hvilket bestemt ikke siger så lidt. Det blev bygget til Henri IV’s premiereminister, og den barokke facade er fyldt med dekorationer og masker fra oldtiden. Den dertil hørende have kigger vi også lidt på.

Resten af dagen er til egne oplevelser.

Parfumens hemmeligheder

Onsdag tager vi med metroen ud og kigger på et »anderledes« Paris.

Vi indleder med et besøg i den gamle opera, Opera Garnier, hvor vi ser de teatralske forgyldte saloner og det storslåede trappeparti. Turen går videre til parfumemuseet Fragonard. Her får vi et indblik i det legendariske parfumehus’s historie og et kig bag kulisserne på parfumefremstillingsprocessen.

Dagens guidning slutter med et besøg i stormagasinet Gallerie Lafayette, hvor der er mulighed for at gå helt op på taget og se ud over Paris.

Resten af dagen er til egne oplevelser.

Torsdag formiddag kan bruges på egen hånd, men du er også velkommen til at tage med rejselederen til kvarteret Montmartre. Her i denne livlige og farverige bydel har mangen en kunstner gennem tiden boet, festet og udstillet deres værker.

Om eftermiddagen tager vi på en byrundtur i bus, hvor vi undervejs ser eller genser de seværdigheder, som er indbegrebet af Paris: Notre Dame, Eiffeltårnet, Triumfbuen og den nye Opera på Bastille-pladsen.

Sejlads på Seinen

Herefter skal vi opleve Paris fra vandsiden, når vi tager på en hyggelig sejltur på Seinen, hvorefter vi spiser en middag sammen på denne vores sidste aften i Paris.

Fredagen er på egen hånd, indtil sidst på eftermiddagen, hvor vi kører til lufthavnen for at nå det direkte fly retur til Billund klokken 20.30.

Prisen for denne herlige storbyrejse er 5995 kroner per person i dobbeltværelse for abonnenter. Ikke-abonnenter kan deltage tilsvarende for 6195 kroner. Eneværelsestillæg på 1695 kroner.

I prisen er inkluderet:

Fly Billund-Paris t/r

Håndbagage på maks. 12 kg

Dansk rejseleder hele vejen

Transfer til/fra lufthavn-hotel

Fire nætter på centraltbeliggende hotel med morgenmad

To middage

Sejltur

Byrundtur med bus

Besøg i Operaen og på Parfumemuseum

Tur til Marais-kvarteret

Tur til Montmartre

Tilmelding til Læserklubben

Cafélivet er en stor del af et Pariserbesøg. Det er fantastisk at sidde der i solen med en kop kaffe og en croissant og se på mennesker.