Rasmus Tantholdt: Jeg har truffet ekstremt svære valg

Den kendte TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt har stået i ekstreme valg under dækningen af invasionen i Ukraine. Nogle af sit livs sværeste.

Udgivet:26. september 2022, 08.00

Læsetid:9 minutter

- Uanset hvordan krigen ender, kommer det til at påvirke dit og mit liv fremover, lyder det fra Rasmus Tantholdt. (Arkivfoto).

/ Ritzau /

KØBENHAVN - Rasmus, du skal tage direkte til Kyiv.

Rasmus Tantholdt nød en tiltrængt ferie med sin kæreste, Natasja Crone, i Dubai, da ildevarslende nyheder fra øst intensiverede sig.

Siden annekteringen af Krim i 2014 lå frygten for, at den russiske bjørn ville angribe igen og i næste attak kaste sig frådende over et endnu større stykke af Ukraine.

Ville det russiske artilleri rykke ind over Ukraine, ville luftrummet formentlig blive lukket, og det ville være umuligt at komme ind og dække det, der ville være den første krig i Europa siden 90'erne. En krig, der set med danske øjne kun er 1800 kilometer væk.

I lufthavnen tog de hver sit fly. Hun hjem til trygge Trørød. Han til et ulmende Ukraine.

Fem dage senere skete det ubegribelige. Rusland invaderede Ukraine.

Det har Rasmus Tantholdt sammenfattet i bogen "65 dage i Ukraine", der udkommer 26. september.

- Det var specielt at være der. Jeg følte, det var en god idé at få skrevet ned og bevidnet som en form for samtidshistorie, uden at det skal lyde for højtragende. Men for vores alle liv var det en skelsættende begivenhed i historien, siger Rasmus Tantholdt og fortsætter:

- Uanset hvordan krigen ender, vil den ændre verdensordenen. Det påvirker den verden, min dreng skal vokse op i. Det er en helt anden kaliber historie, end jeg tror, jeg nogensinde har dækket før.

Rasmus Tantholdt oplever ofte at blive kaldt krigskorrespondent.

Den betegnelse afviser han selv.

Han skildrer krigens konsekvenser, som er langt mere forgrenede end fronten.

- Billeder af bomber og ødelagte bygninger bliver taget med mobilen. Mit mål er i endnu højere grad at dække de andre historier.

- Jeg siger altid til mit hold: Vi skal fortælle de historier, der ikke bliver fortalt, hvis ikke vi er der.

Det er i mødet med mennesker - dem, der forskanser sig, dem, der kæmper, og dem, der forsøger at leve ufortrødent videre - at historierne opstår.

Det er mødet med den 22-årige sangerinde Ganna, der aldrig har haft våben i hånden, men som nu fremstiller molotovcocktails, til mødet med den ældre herre Dimitros, der forpint af sorg står knuget over sin hustrus grav.

Rasmus Tantholdt holder ikke med nogen nationalitet. Han holder med mennesket. Hans opgave er at skildre virkeligheden. Ikke blande sig i den, siger han.

Som udgangspunkt.

Irpin, en forstad til Kyiv, var under kraftige bombardementer, og byens borgere blev evakueret.

Da kameraet var slukket, hjalp Rasmus Tantholdt nogle ældre kvinder op fra en skråning.

- Det påvirker mig hver gang. Jeg er slet ikke uddannet til det eller mentalt stærk nok til at stå med ansvaret for andre menneskers liv. Det er det allersværeste ved jobbet. Ikke at havne i en farlig situation, siger han.

- Uanset hvad jeg vælger, føler jeg, jeg træffer det forkerte valg. Det er svært ikke at føle sig kynisk og få dårlig samvittighed. Man har lyst til at hjælpe, men føler ikke rigtigt, man kan, fordi det er ikke ens rolle eller det, man er sendt afsted for. Så skulle jeg være sygeplejerske, læge eller nødhjælpsarbejder. Men det er jeg ikke. Jeg er journalist.

Rasmus Tantholdt blev uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2000.

Siden 2003 har han været TV 2 Nyhedernes korrespondent i de yderste brændpunkter. Han har dækket oversvømmelser i Pakistan, krig i Afghanistan og pirateri i Somalia.

- Jeg er af den overbevisning - det har jeg også lært i Ukraine - at i krisesituationer skal vi gøre det, vi er bedst til.

- For mig er det at lave journalistik. Det er det, jeg kan bidrage med. Det trøster jeg mig ved ... Selv om det nogle gange er en ringe trøst.

I Ukraine har han trukket på alle de erfaringer, han har gjort sig i sine 19 år som korrespondent.

I krig er alt kaos, men han har lært at navigere i det.

- Jeg har truffet masser af forkerte valg, også sikkerhedsmæssigt. Men jo mere jeg har rejst, jo bedre bliver jeg til at træffe de rigtige valg.

- I Ukraine føler jeg ikke, jeg har truffet forkerte valg sikkerhedsmæssigt. Men jeg har truffet ekstremt svære valg. Nogle af de sværeste overhovedet i mit liv.

Ifølge efterretninger fra højtstående kilder overvejede Ruslands præsident, Putin, at kaste termobariske bomber over Kyiv.

En enorm vidtrækkende eksplosion, der kan knuse de indre organer på sine sagesløse ofre.

De højtstående kilder opfordrede TV 2 til at trække Rasmus Tantholdt ud.

Rasmus Tantholdt blev underrettet og gik i gang med at undersøge trusselsbilledet selv.

Han besluttede at blive.

- Da jeg fik beskeden, føltes det, som om alt blodet forsvandt i kroppen. Men belært af erfaring ved jeg, at man skal tænke rationelt, siger han.

- For ti år siden havde jeg nok truffet en anden beslutning og var løbet væk. Men her følte jeg, at modenhed og erfaringen gjorde mig i stand til at træffe en beslutning baseret på fakta, ikke følelser.

TV 2 insisterer på, at han og holdet - fotografen Simon Borg og deres ukrainske fixer Eugene "Euge" Risunkov - jævnligt taler med en psykolog.

Psykologen spørger ind til deres dag - om hvad der kan lyde som banaliteter. Ikke for at høre, hvad de får til morgenmad, men for at høre, hvordan de svarer på spørgsmålet.

Selv tjekker Rasmus Tantholdt dagligt ind hos sin familie. Hører, hvor langt de er med terrassen, og hvad de egentlig skal have til aftensmad.

- Belært af erfaring prøver jeg at integrere de to verdener. Hvis du adskiller dem, bliver du skør. Det gør din familie også. Når jeg er afsted, taler jeg med min kæreste i mindst en halv time. Det samme med min søn - han gider så ikke snakke med sin far i en halv time - men så meget som muligt.

- Mit arbejde er ikke vigtigere end andres. Heller ikke end min søns skolegang. Det kan lyde vanvittigt for nogle. Men det er jo min dreng, siger han.

- Jeg ved alle detaljerne om livet derhjemme, så jeg stadig føler, jeg er en del af det. Hvis jeg ikke føler det, er det sværere at komme hjem, og så bliver jeg gæst i mit eget liv.

I sin nye bog deler Rasmus Tantholdt også detaljer fra sine dage i Ukraine.

Om exitstrategier, hvis de skulle være i fare, om Dire Straits-nummeret "Sultans of Swing", som hans fotograf ofte sætter på efter tilspidsede situationer, til hvordan han må vaske sit tøj i et badekar.

- For mig er det vigtigt at tage folk med i maskinrummet og vise, hvad det består i at være journalist sådan et sted. Med det håber jeg at give noget troværdighed, siger Rasmus Tantholdt og uddyber:

- I dag får folk informationer 117 forskellige steder. Det er vigtigt for mig at vise, at hvis folk får informationer fra mig og mine kolleger, har vi gjort os umage. Vi tager rent faktisk ud og ser, om et krater er fra et missil og ikke en raket.

Interviewet med Rasmus Tantholdt er lavet en sensommerdag i midten af september på en café ved Vedbæk Havn.

Et ungt par sidder med deres sødt sovende spædbarn i armene. Ved et andet bord nyder et ældre ægtepar smørrebrød og en fadøl. Det eneste, der er at holde øje med i øjenkrogen, er nogle småfugle, der kvidrer rundt.

En dag som den er der langt til Ukraine, som Rasmus Tantholdt nu er taget tilbage til.

Det er vel femte gang, han er dernede siden Ruslands invasion, tæller han sig frem til.

De to første ture til Ukraine, der skildres i den nye bog, er den længste periode, han har været udsendt. Første tur varede 40 dage, den næste 25.

Typisk er han afsted ti dage ad gangen. Længere tid bryder han sig ikke om at være væk. Også af hensyn til sin familie.

- Deres opbakning betyder alt. Det er ekstremt vigtigt for mig at mærke. Hvis jeg kunne mærke, at min søn blev rigtigt ked af det, supernervøs og bekymret, ville jeg tage hjem. Det er fuldstændig sikkert. For hvis jeg fornemmede nogen som helst vaklen, ville jeg blive stresset, miste min dømmekraft og begynde at tvivle.

- Min dreng, Emil, sagde til mig: "Far, jeg ved godt, det er lang tid. Du må blive derovre så lang tid, som du føler". Det samme sagde Natasja til mig: "Det er vigtigt, det her!".

Det er det stadig, understreger Rasmus Tantholdt.

Det bliver formentlig til en del flere ture til Ukraine. Men Rasmus Tantholdt kan godt ane krigens afslutning - uden at vide hvilken og hvor blodig den bliver.

- Med den iver og kampvilje, ukrainerne har, er jeg af den overbevisning, at russerne risikerer et kollaps. Simpelthen, siger han.

Men adspurgt, om han ikke bliver miserabel for vores fremtid, når han i snart 20 år har dækket krige og katastrofer, svarer han nej.

- Ved at rejse rundt i verden på den måde, som jeg har gjort i så mange år, har jeg fået det helt modsatte syn. Jeg er faktisk meget taknemlig og positiv, siger han.

- Som udgangspunkt er mennesker, jeg møder, nærmest lige meget hvor, enormt gæstfrie, hjertelige og gavmilde. Jeg er ikke bange for fremtiden. Ikke på baggrund af verdens ledere, men i mødet med almindelige mennesker.

"65 dage i Ukraine" udkommer 26. september.

/ritzau/

Rasmus Tantholdt - Min opgave er at fortælle historier, der fastholder danskernes interesse for Ukraine, for den er – forståeligt nok – dalende. Det er ikke længere usædvanligt, at der er krig. Mister jeg begejstringen for at fortælle, skal jeg finde på noget andet at give mig til. Men den har jeg stadigvæk, så derfor er jeg fuldt motiveret for at fortælle fortsat fra Ukraine, siger Rasmus Tantholdt. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Rasmus Tantholdt - Jeg kan godt føle indimellem, at vi er blevet lullet ind i en ekstrem tryg verden, hvor vi måske ikke ofte nok reflekterer over, hvor utroligt heldigt det er, at vi for eksempel har vores ytringsfrihed, siger Rasmus Tantholdt. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Rasmus Tantholdt - Hvem er du som menneske, når det kommer til stykket? Det er nemt for mig at sige: "Hvis Danmark blev truet på samme måde som Ukraine, ville jeg forsvare Danmark, til jeg dør". Men prøv at høre: Helt ærligt ved jeg det jo ikke. Ville jeg risikere at dø, så min søn mister sin far? Er det det værd? Jeg ved det ikke. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Bogreception i Statsministeriet Rasmus Tantholdt ville ikke tage til Ukraine, hvis han ikke havde sine nærmestes ubetingede støtte. Især fra sin søn, Emil, og sin kæreste og kollega Natasja Crone. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indlæser debat