Ny ejendomsdirektør til Silkeborgfirma

Med ansættelsen af Morten Fagerlund fra Gjessø markerer Pilea, at der satses yderligere på ejendomssegmentet

Udgivet:14. december 2021, 11.00

Læsetid:2 minutter

Morten Fagerlund har baggrund fra både finanssektoren og revisionsbranchen.

1 år siden

JOBNYT: Pilea Finance & Business har ansat Morten Fagerlund som ny ejendomsdirektør. Silkeborg-virksomheden har blot eksisteret i halvandet år, men har allerede været involveret i flere større ejendomsprojekter i det midt- og østjyske. Nu satser Pilea yderligere inden for ejendomssegmentet og har derfor ansat 35-årige Morten Fagerlund.

Den nye ejendomsdirektør har baggrund fra både finanssektoren og revisionsbranchen. De seneste fem år har han arbejdet specialiseret med ejendomsinvestering hos Actus i Aarhus. Først i rollen som controller og sidenhen som projektchef.

- Med ansættelsen af Morten får vi tilført specialiseret viden og erfaring fra ejendomsbranchen. Morten har solid erfaring med ejendomsinvestering og har været ansvarlig for mange projekter og transaktioner. Morten har det store overblik, men er samtidig helt nede i alle detaljer. Vi er glade og stolte over at kunne tiltrække så stor en kapacitet. Selv om Morten først lige er begyndt hos os, er det allerede tydeligt, at vores samarbejdspartnere kommer til at profitere af hans evner og stærke netværk, siger CEO, Daniel Høj.

Summer af god energi

Om de nye udfordringer hos Pilea Finance & Business, siger den nye ejendomsdirektør:

- Jeg har hurtigt fundet mig godt til rette på kontoret. Lokalerne summer af den gode energi, som er særligt kendetegnende for en ung virksomhed. Jeg håber, at jeg med min viden og erfaring kan være med til at udvikle Pilea endnu mere på ejendomsdelen, lyder det fra Morten Fagerlund.

Han bor i Gjessø med sin kone Hanne og parrets to drenge på 2 og 4 år.

- Fritid har jeg ikke så meget af lige nu, men jeg kommer som regel afsted til en gang oldboys fodbold en gang om ugen i Gjessø. Ellers løber jeg lidt i ny og næ. Jeg er tidligere eliteløber, men det lagde jeg på hylden, da jeg fik mit første barn, fortæller han. MTL