Favrskov skal tilbage i erhvervstoppen

8. september 2021, 12.09

ERHVERVSPOLITIK Favrskov er den 16. bedste kommune i Danmark, når det handler om erhvervsvenlighed. Det viser Dansk Industris spritnye analyse, hvor virksomheder over hele landet bedømmer kommunerne inden for forskellige kriterier.

Når man som jeg kæmper for, at Favrskov skal være Danmarks bedste erhvervskommune, så får en 16. plads mig ikke til at finde champagnen frem. Selv om vi er rykket to pladser frem i forhold til sidste års undersøgelse, så skal vi gøre det bedre. Og vi har gjort det bedre engang - i årene 2010-2013 lå vi konstant i top 4.

Når man som jeg kæmper for, at Favrskov skal være Danmarks bedste erhvervskommune, så får en 16. plads mig ikke til at finde champagnen frem. Selv om vi er rykket to pladser frem

Mette Nøhr (K)

Hvorfor er det lige, at det er så vigtigt med erhvervsvenlighed? Jo, det skal være endnu mere attraktivt at drive virksomhed i Favrskov, så vi kan få endnu mere vækst og flere arbejdspladser til kommunen. Det sikrer skattekroner, som vi kan bruge på kernevelfærd og på at udvikle Favrskov, så det bliver endnu mere attraktivt at bo i vores skønne kommune.

Når man dykker ned i analysen, er der godt og skidt for Favrskov. Lad os begynde med det positive. Når det handler om uddannelse og grøn udvikling, ligger Favrskov i top ti.

Når det derimod handler om brug af private leverandører, roder Favrskov rundt helt nede som nummer 44. Det er slet, slet ikke godt nok. I kategorien digitale rammer er Favrskov nummer 42 - og nummer 35, når det handler om skatter og gebyrer. Der er - kan man roligt sige - plads til forbedring. Når det handler om information og dialog med kommunen, opnår Favrskov en 26. plads.

Favrskov er den 13. bedste kommune, når det handler om kommunal sagsbehandling. Det er et område, hvor kommunen har forbedret sig de senere år. Det er positivt, men det var bestemt også tiltrængt.

I kategorien infrastruktur og transport ligger vi nummer 20 - den placering viser, hvor vigtigt det er, at vi får fremrykket byggeriet af en motortrafikvej mellem Aarhus og Hammel.

Indlæser debat...