Badeanstalten 100 år: Ildsjæle stod bag redningsplan

Fundraiseren Rasmus Munch og erhvervsadvokaten Lars Ole Frederiksen blev for alvor involveret i Badeanstalten i 2014, hvor stedet var tæt på at blive lukket

29. november 2020, 20.41

- Det er stedets autencitet, der gør, at man kommer her og der skabes den helt specielle stemning. Det skal aldrig blive et wellness-sted med alle mulige former for fine wellness-faciliteter. Det skal være, som det altid har været, hvor man kommer ned og letter sit hjerte, siger Lars Ole Frederiksen (tv), der sammen med Rasmus Munch etablerede en redningsplan for Badeanstalten, da den i 2014 var i fare for at blive lukket. Artiklen her stammer fra Badeanstaltens jubilæumsavis, som blev udgivet sammen med Midtjyllands Avis lørdag den 28. november.

Da fundraiseren Rasmus Munch og erhvervsadvokaten Lars Ole Frederiksen under et møde i Erhverv Silkeborg i 2014 erfarede, at Badeanstalten var truet af lukning, valgte de at kaste sig ind i arbejdet med at bevare stedet.

- Det gik direkte i maven og hjertet på mig. For det første vidste jeg, at det var en stor kulturinstitution i byen. I hvert fald i min optik. Og på den anden side var det i 11. time for den her lukningstruede institution, siger Lars Ole Frederiksen, advokat og medejer af Kasus advokater på Torvet i Silkeborg.

- Jeg gik i folkeskolen på Kornmod Realskole, der ligger to stenkast fra Badeanstalten. Jeg er altid gået forbi den, når vi skulle på biblioteket eller bruge lokaler i området. Jeg har altid vidst, at den eksisterede, men jeg begyndte først at bruge den, da jeg var i 20’erne, siger han.

Rasmus Munch kendte til Badeanstalten gennem sin far, Ivan Munch Pedersen, der som ung skovarbejder i Silkeborg boede i en lejlighed i midtbyen.

- I lejligheden var der ikke bad, så derfor gik de i bad på Badeanstalten. Det har han fortalt om mange gange, siger Rasmus Munch, der siden 2010 har været selvstændig med firmaet Fundraiseren.

Grænseoverskridende nøgenhed

Rasmus Munch blev som 18-årig introduceret til Badeanstalten gennem fodboldklubben Silkeborg KFUM, der holdt et arrangement i badeanstalten under Silkeborg Bibliotek.

- Det var lidt grænseoverskridende med al den nøgenhed og saunadampbad. At sidde der med en masse nøgne mænd. Men da forskrækkelsen havde lagt sig, var det enormt hyggeligt, husker Rasmus Munch, der efter mødet i Erhverv Silkeborg gik sammen med Lars Ole Frederiksen og etablerede en redningsplan for badet.

En plan, der indeholdt etablering af en sponsorklub og et dialog- og informationsmøde med byrådspolitikkere.

I sidste øjeblik

Redningsplanen kom ifølge Lars Ole Frederiksen og Rasmus Munch i sidste øjeblik, idet en lukning af Badeanstalten var langt fremme i politikernes spareplaner i forbindelse med budgetlægning.

- Det var en smule op ad bakke til at begynde med. Den generelle opfattelse var, at det var et hvilehjem for gamle mænd, der spillede kapsel, siger Lars Ole Frederiksen og fortæller om opgaven, de stod med.

- Vores opgave var at overbevise politikerne om, at virkeligheden var en helt anden, siger han og suppleres af Rasmus Munch.

- Nogle af de her antagelser havde måske passet tidligere. I vores dialog med de andre gæster i Badeanstalten og i vores daglige gang hernede havde vi erfaret, at det slet ikke passede længere. Der kom mange yngre mænd og kvinder. Og så var der begyndt at komme en del selskaber, siger Rasmus Munch og tilføjer.

- Derudover etablerede Badeanstaltens Venner arrangementer og havde en kulturformidlende rolle, hvor de frivillige lavede rundvisninger og fortællinger.

Synlighed og gode fortællinger

Redningsplanen handlede derfor om at gøre stedet mere synligt i byen og fortælle de positive historier - men samtidig skabe en større sammenhængskraft mellem stedet og erhvervslivet i byen. Der blev med det udgangspunkt etableret en sponsorordning med en ambition om at få mellem 50 og 80 lokale firmaer til at støtte Badeanstalten økonomisk.

- Vi fandt et beløb, der var så lille, at alle kunne være med. Alle, der støttede, fik et håndlavet bevis fra Papirmuseet i en ramme fra Glarmester Gjerulff, siger Rasmus Munch.

Sammen med Lars Ole Frederiksen havde han allerede inden mødet med politikerne skaffet ti tilkendegivelser om sponsorstøtte. I løbet af kort tid skulle det blive til mange flere, og i sidste ende være med til at sikre Badeanstaltens overlevelse.

Midt i kampen om overlevelse for Badeanstalten opstod der det, som Lars Ole Frederiksen betegner som en »kamp i kampen«.

Et levende museum

Spørgsmålet var, hvad der skulle blive af Badeanstalten i fremtiden, hvis den overlevede. Nogle ønskede, at stedet skulle forvandles til et high-class wellness-center, men for Rasmus Munch og Lars Ole Frederiksen var udgangspunktet, at stedet skulle bevares, som det var.

Et levende museum

- Det handler om at sondre mellem synliggørelse og forandring. For meningen var, at der ikke skulle forandres noget som helst rent fysisk hernede, siger Lars Ole Frederiksen.

- Det er nemt at bygge noget nyt, der ser flot ud. Men det har hverken historie eller sjæl. Man kan godt bygge et nyt wellness-center og gøre det kommercielt, men der er meget få steder i Danmark, hvor man oplever den her helt unikke stemning, der kendetegner Badeanstalten siger Rasmus Munch og tilføjer.

- Der hænger billeder, hvor man kan se, at stedet er 100 år gammelt og er blevet brugt af tusindvis af mennesker gennem årene. Det er en del af Silkeborgs liv og historie. Det er et levende museum.