Lokalplaner kan ændres

Udgivet:13. april 2022, 11.22

Læsetid:1 minut

Af Søren Westergaard. Århusvej 31 Silkeborg

10 måneder siden

PLANER Det undrer mig at den tidligere borgmester Hanne Bæk Olsen og tidligere viceborgmester Frank Borch Olsen i et interview i Midtjyllands Avis siger, at en lokalplan ikke kan ændres og nogle ikke kan bremses?

Det kan de. Også selvom de har været længe under vejs og kostet en del penge for både kommunen og bygherren. Det burde de vide ligesom enhver seriøs bygherre ved det eller burde vide, at det er byrådet, der definitivt godkender en lokalplan. Også at man naturligvis ikke kan pålægge et nyvalgt byråd at vedgå arv og gæld.

Begge læser Midtjyllands Avis og har givetvis fulgt med i at flere og flere de seneste år interesserer sig for deres bys udvikling. En trend ikke kun i Silkeborg hvor der er og fortsat bliver debatteret: Trafik, byggeri, arkitektur, fortætning og bevaring.

Det afspejlede sig blandt andet i at næsten halvdelen af byrådet blev skiftet ud også i plan- og vejudvalget. Fordi de nok lyttede men ikke agerede på folkets røst. Blandt andet manifesteret i foreningen Skøn på Silkeborgs hurtige vækst med flere hundrede medlemmer og godt et par tusinde følgere på facebook.

Det nye plan- og vejudvalg har allerede markeret en ændret holdning til dispensationer med afvisning af de første to sager om nedrivning af bevaringsværdige bygninger.