Herregårdsbesøg og masser af ål

Læserklubben tager til Vesthimmerland onsdag 16. september og besøger Herregården Hessel. Herefter er der en omgang stegte ål på Hjarbæk Kro

9. august 2020, 06.50

Hyggelige Hjarbæk Kro venter os med stegte ål og fantastisk udsigt.

Ansbussen samler deltagere op i Silkeborg, Ikast og Herning mellem klokken 8 og 9 denne onsdag i september. Vi skal nemlig på udflugt til Vesthimmerland.

Godt halvanden time senere ankommer vi til Farsø og Herregården Hessel, der er landets sidste firlængede og stråtækte herregård.

Vi samles i Café Madam Blå, hvor vi skal hygge os med formiddagskaffe og hjemmebagte birkes, mens vi hører den spændende historie om herregården. Hessel er en gammel studegård, og foruden køer har der været heste, får og fjerkræ. Dammen på gårdspladsen er en vandingsdam for heste og kreaturer. Brønd har der aldrig været på gården, så vand måtte hentes fra en kilde. I stuehuset finder man de originale møbler fra tiden omkring midten af 1800-tallet, placeret som de stod i de sidste ejeres tid, slægten Elle.

Der er tid til at gå rundt på egen hånd på gården og i haven, hvorfra man kan nyde den fantastiske udsigt over fjorden og Hvalpsund færgeleje.

Ål med udsigt

Godt middag forlader vi gården og kører den dejlige tur til den lille havneby Hjarbæk, hvor vi kører direkte til kroen. Med skøn udsigt til fjorden skal vi nyde en omgang stegte ål med flødestuvede kartofter, æblemos med peberrod, citron og friskhakket persille.

Hvis du også synes, at det efterfølgende vil gøre godt med en lille spadseretur ned til fjordens bred, er der god mulighed for det.

Turen går efterfølgende hjemad, og vi får en kop kaffe i bussen.

Hjemkomst mellem klokken 16.15 og 17.15.

Prisen for denne tur er 725 kroner for avisens abonnenter og inkluderer: Buskørsel, entré og fortælling på Herregården Hessel, formiddagskaffe med hjemmebag, stegte ål på Hjarbæk Kro samt kaffe i bussen.

Tilmelding til Læserklubben