Enormt uudnyttet potentiale i at styrke folkesundheden

11. maj 2020, 12.25

CORONASMITTE Når vores statsminister og embedsmænd taler om vores nærmeste fremtids løsninger mod Covid-19, nævner de udelukkende medicinsk behandling og massevaccination. Selv TV-lægen Peter Q. Geisling påstår, at nøglen til det hele er en vaccine. Det er tiltag, som kan tage måneder eller år at få etableret sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Men hvad skal der ske i ventetiden?

Det ville være klogt lige nu at træde et skridt tilbage og vurdere hvilke mennesker, der bliver ramt alvorligst af coronasmitten, for derigennem at gennemskue virussens foretrukne ofre og afsløre de svækkelser i den menneskelige krop, som bør styrkes. Herved kan myndigheder og mennesker med de potentielle risici gøre en særlig indsats for at komme smitten i forkøbet og ruste sig til at kunne modstå et alvorligt forløb.

Myndighederne nævner gang på gang, at danskere med et svækket immunforsvar er i risiko for et alvorligt forløb. Men hvilke detaljerede parametre har betydning for virussets potentielle farlighed? Er det blodsukker-, insulin- eller leptinniveauet? Eller er det den metaboliske eller mikrobiomets tilstand? Også vitamin- og mineralniveauet i en patient kan have stor indflydelse på immunforsvaret og prognosen. Denne detaljerede afdækning ville alle kunne lære af og drage nytte af, så det kan ikke gå hurtigt nok at få det undersøgt og meldt ud til offentligheden.

Alle ville personligt kunne handle forebyggende ift. en udsættelse af virusangrebet ved først at følge retningslinjerne for afstand, hygiejne osv. og derefter selv gøre noget proaktivt for at styrke sin krop. Efterfølgende vil hver enkelt borger langt bedre kunne modstå et virusangreb med styrket immunforsvar og forbedret helbredstilstand, og dermed samtidigt reducere belastningen på sundhedsvæsenet som helhed.

Medicinsk behandling og vaccination vil i længden betyde udgift på udgift. Når hvert enkelt individ gennem kloge valg kan forsøge at forebygge voldsomme smitteforløb, vil der på sigt være sparet millioner af kroner, og livskvaliteten hos den enkelte vil samtidigt være højnet.

Hvornår indser sundhedsmyndighederne og politikerne, at vi ikke kan eller skal behandle os ud af alt. Når først det er blevet nødvendigt at behandle, er vi kommet en postgang for sent. Den bedste, billigste og klogeste vej ud af sygdom og efterfølgende behandling er til hver en tid at forebygge. At tilbageholde viden om mulig forebyggelse er umoralsk.

Der bør aldrig gives vacciner, når udkommet kan være mere livstruende, end hvis sygdommen fik sit naturlige forløb. I dag har alle vacciner bivirkninger, og hvis man kan forebygge i stedet for at vaccinere, er dét det klogeste valg både personligt og samfundsøkonomisk.