BSH tabte efter skuffende indsats

Sønderjyske kæmpede godt og formåede at slå BSHernes ellers velsmurte maskine i stykker

11. april 2021, 19.43

William Bogojevic og de øvrige BSHere skuffede på udebane. Foto: Jakob Stigsen Andersen

HÅNDBOLD Bjerringbro-Silkeborg blev nedkæmpet i den første slutspilskamp ude mod Sønderjyske, der vandt 32-28 efter en pausestilling på 15-15.

Pausestillingen kunne BSH være bedst tilfreds med, for hjemmeholdet var i den grad opsat på at vaske det forsmædelige nederlag på 37-18 fra det seneste opgør af sig.

Midtvejs i første halvleg var stillingen 6-8, men Sønderjyske bed sig fast og kæmpede sig ikke bare tilbage, men også foran.

Første gang ved 9-8, og to minutter før pausen var værterne foran 15-13, inden BSH sluttede første halvleg af med to mål til 15-15 efter en uskøn, rodet og fysisk affære.

At kampen ville byde på et rødt kort efter mange udvisninger var ikke overraskende. Det var det til gengæld, at det røde kort kom efter et bare minut i anden halvleg, da hjemmeholdets Morten Bjørnshauge fik sin tredje udvisning.

Trods den hurtige udvisning scorede hjemmeholdet to gange, og BSHernes normalt så sikre overtalsspil fungerede slet ikke.

Både Aksel Horgen og Jakob Lassen brændte fra højre fløj, og i løbet af godt fem minutter havde hjemmeholdet bragt sig på 20-15, mens indskiftede Johan Sjöstrand ikke havde haft en eneste redning.

Først efter seks minutter scorede Nikolaj Øris det første BSH-mål efter pausen - i øvrigt kort efter han havde foræret hjemmeholdet en friløber til 20-15.

BSH kom tilbage til 22-21 midt i halvlegen, hvor hjemmeholdet var ramt af sin niende udvisning.

Ti minutter før tid førte Sønderjyske 25-24. Det blev også 28-24, men en timeout ved stillingen 23-30 gav BSH blod på tanden med to hurtige mål til 28-26, inden hjemmeholdet svarede igen til 29-26.

Jacob Lassen bragte spændingen tilbage på et straffekast med fire minutter igen, inden hjemmeholdet scorede til 30-27 to minutter og 18 sekunder før tid, hvor BSH i en sidste satsning spillede syv mod seks.

Aksel Horgen reducerede, men hjemmeholdet svarede igen, og da BSH smed bolden væk, og Sønderjyske scorede til 32-28, var det overraskende nederlag en realitet.

Indlæser debat...